Knap 600.000 brugte håndværkerfradraget sidste år

Sidste år brugte ni ud af ti BoligJobordningen på håndværkerhjælp, viser beregning fra Dansk Byggeri. Fradraget er siden blevet sløjfet, men organisationen ønsker den genindført.

Foto: Søren Bidstrup

592.595 benyttede sidste år den nu nedlagte BoligJobordning - i folkemunde kaldet håndværkerfradraget.

Det betyder, at de trak udgifter til blandt andet tømrerarbejde, vinduespudsning og græsslåning fra i skat. Det viser friske tal fra Skatteministeriet.

Organisationen Dansk Byggeri har regnet på tallene og er nået frem til, at hver niende skattepligtige dansker benyttede håndværkerfradraget i 2014.

Ni ud af ti brugte ordningen til at få håndværkerhjælp til at renovere og vedligeholde boligen.

»Faktisk har en tredjedel af håndværksarbejdet været grønne tiltag, som er med til at spare på energien, som for eksempel at hulmursisolere eller indsætte nye vinduer og døre,« siger Michael Riff Alexandersen, erhvervspolitisk konsulent i Dansk Byggeri, i en pressemeddelelse.

Beregningen fra Dansk Byggeri viser, at kun fire ud af 100 danskere brugte håndværkerfradraget til rengøring. Omtrent samme andel benyttede det til havearbejde, mens man skal have luppen frem for at få øje på folk, der brugte fradraget til børnepasning. Til det formål er vi nede i promiller.

Muligheden for at fratrække 15.000 kroner af arbejdslønnen til håndværks- eller servicearbejde i skat blev indført i 2012 og stoppede ved årsskiftet.

Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen (V), har gjort det til et kardinalpunkt, at hvis han bliver statsminister, så genindføres ordningen - med tilbagevirkende kraft gældende fra 1. januar i år.

Dansk Byggeri støtter en genindførelse, blandt andet fordi det kan give håndværkerne mere at rive i.

»Udover, at ordningen har været en hjælpende hånd til for eksempel børnefamilier og ældre, så har den også været med til at gøre sort arbejde hvidt, fordi fradraget gjorde det mindre attraktivt at få lavet opgaverne uden regning,« siger Michael Riff Alexandersen.