Klumme: Kongekabale i politik og erhvervsliv

Byline foto billede 2018 Bylinefoto Jens Christian Hansen Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Der rykkes i denne tid rundt på nogle af de mest magtfulde poster i det danske samfund.

Hvis man tror, at der er en rød tråd i denne trafik, kan man godt tro om igen. Det er der ikke. Det sker på kryds og tværs, ofte med et ikke ubetydeligt politisk islæt. Bundlinjen er, at midtersøgende socialdemokrater og midtersøgende borgerlige mingler lige godt med erhvervslivet.

Det er fra denne midte, konsensus-Danmark, landet styres. Det er herfra, magtens mænd og kvinder rekrutteres.

Det er kommet som en bombe, at den konservative Mærsk-familie henter DI-topchefen Karsten Dybvad ind på posten som ny formand i Danske Bank. Kunne det være sket i Mærsk Mc-Kinney Møllers tid? Aldrig.

Selv om Dybvad ikke har bekendt politisk kulør, opfattes han qua sin karriere som hørende til på den socialdemokratiske højrefløj. I så fald næppe så meget socialdemokrat, at det gør noget. Dybvad er først og fremmest professionel, driftssikker og med en integritet, der har overbevist Mærsk-familien om, at han er den rette mand i banken på nuværende tidspunkt.

Netop DI var tidligere en konservativ højborg med den mangeårige direktør Hans Skov Christensen (også kaldet Kong Hans) som spydspids. Det ændrede sig, da Karsten Dybvad, overraskende for de fleste, tog over i 2010, og DI blev mere mainstream. Siden har han leveret varen.

Nu er DI så på jagt efter en ny topchef. Og hvem nævnes i den forbindelse? Jo, såmænd både EU-kommissær og radikale Margrethe Vestager, den tidligere socialdemokratiske finansminister (nu chefredaktør på Børsen) Bjarne Corydon og selvfølgelig også statsminister Lars Løkke Rasmussen.

En anden stor lobbyorganisation, Landbrug & Fødevarer med rødder i det liberale Danmark, har forsøgt sig med to ekspolitikere – dog uden det store held. Først med Venstre-manden Søren Gade. Det gik ikke. Så med socialdemokraten Karen Hækkerup – heller ikke med den store succes.

Nu tyder det på, at den midlertidige chef på den post, Anne Lawaetz Arhnung, ender med at blive permanent topchef for landbruget. Hun er ikke kendt i offentligheden eller på Christiansborg, men er en pokkers effektiv leder. I så fald vælger landbruget det sikre. Så må stolen i sig selv give den nødvendige adgang til Christiansborg.

Andre lobbyvirksomheder, som den lille Danske Arkitektvirksomheder og den betydeligt større Dansk Erhverv, har hentet tidligere konservative ministre ind som direktører. Henholdsvis Lene Espersen og Brian Mikkelsen. Foreløbig uden væsentlige aftryk fra de to.

Skiftet mellem erhvervslivet og Christiansborg er langt sværere, end det umiddelbart ser ud. I realiteten er der meget få succeser. Generelt er politikere for dårlige til at drive en virksomhed eller en organisation og erhvervsfolk for dårlige til politiske forhandlinger.

Med få undtagelser. Iværksætteren Tommy Ahlers er tilgået sin post som undervisnings- og forskningsminister med så tilpas afslappet og åben en attitude, at han ser ud til at kunne blive en succes. Med hensyn til den anden vej rundt, et succesfuldt skifte fra politiker til erhvervslivet, skal man næsten helt tilbage til socialdemokraten Knud Heinesen for at finde en klar vinder.

Derimod tyder noget på, at de mere anonyme, men samtidig meget magtfulde departementschefer, kan noget, som erhvervslivet efterspørger. Nemlig strategi, ledelse og drift. Anders Eldrup, David Hellemann og Karsten Dybvad er tre eksempler på, at et sådant skifte er lykkedes.

»Derimod tyder noget på, at de mere anonyme, men samtidig meget magtfulde departementschefer, kan noget, som erhvervslivet efterspørger.«


Jens Chr. Hansen er Berlingskes erhvervskommentator