Klumme: Gubi-chef har pludselig for mange kasketter på hovedet

For et år siden fik Jacob Olsen en mia. kroner for at afgive en ejerandel i møbelvirksomheden Gubi. I dag er Jacob Olsen ikke længere den rigtige som chef for Gubi. Et studie i den svære, svære overgang fra ejerledet til kapitalfondsstyret virksomhed.

gubi
Jacob Olsen solgte hovedparten af Gubi til kapitalfonden Axcel. Nu forlader han posten som adm. direktør. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

Det er ikke første gang, en iværksætter ramler hovedet mod den mere kølige kapitalfondsmodel. To forskellige strategier, to forskellige passioner – nogle vil sige hjertet mod bundlinjen. Iværksætterhelten mod kapitalfondsskurken.

Helt så enkelt er det dog ikke. Iværksætterens energi og fanden-i-voldskhed er nødvendig for at banke en ny idé, en ny virksomhed op. Men når det pokkers svære spring fra lille eller mellemstor virksomhed til næste trin skal tages, kan kapitalfonden bidrage med vækstkapital, stram styring og fokus. En ofte svær overgang.

Svigter resultaterne, og kemien mellem ejerleder og kapitalfond bliver slidt, må iværksætterånden vige til fordel for pengenes tale, profit på bundlinjen.

Jacob Olsen er ikke førstegeneration i design- og møbelvirksomheden Gubi, der ligger i Nordhavn i København. Virksomheden blev etableret af hans far, men det er Jacob Olsen, der som en typisk, idérig iværksætter har banket Gubi op til en milliardvirksomhed. En succesrig en af slagsen. Lige indtil nu.

Præcis, hvad der er foregået i Gubis bagland, er ikke til at vide, men Jacob Olsen har i hvert fald pludselig »fået lyst til« at fratræde som adm. direktør og i stedet kaste sig over den mere diffuse post som kreativ udvikler.

Jacob Olsen solgte for godt et år siden en del af virksomheden til kapitalfonden Axcel. Et salg, der værdiansatte Gubi til omkring halvanden mia. kroner. Heraf var de ca. en mia. kroner til Jacob Olsen, som derudover beholdt en betydelig minoritetspost.

Tanken var, at Gubi – med Jacob Olsen som førstestyrmand på direktørposten – skulle endnu mere ud i den store verden og dermed vokse kraftigt. Helt sådan er det ikke gået.

2018/19-regnskabet er endnu ikke offentliggjort, men det har været skuffende. Gubis formand, Lars Munch, siger til dagbladet Børsen, at »nu er der brug for en mere driftsorienteret profil«. Læs, nu er der brug for en topchef, der har meget mere fokus på besparelser og bundlinje.

Ny mand i spidsen for Gubi er Kenni Riise. Parterne har travlt med at understrege, at skiftet sker i fuld enighed. Et skifte, der dog sker meget hurtigt efter købet i 2018.

Jacob Olsen har fundet ud af, at han har for mange kasketter i firmaet. Overraskende, at hverken Olsen selv eller hovedaktionæren Axcel havde øje for det, da der blev lagt en mia. kroner på disken.

»Nogle vil sige hjertet mod bundlinjen – iværksætterhelten mod kapitalfondsskurken.«


Den tidligere ejerledede Gubi-virksomhed er ikke ene om at løbe ind i problemer med magtstrukturen efter salg til en kapitalfond. En række eksempler står i kø, selv om skifte i topledelsen altid forsøges præsenteret som en helt naturlig udvikling.

Løgismose Meyers, Flying Tiger, Lagkagehuset, Joe & The Juice, Lakrids by Johan Bülow, i nogen udstrækning Matas, Babysam og Toptoy. Noget af drivkraften forsvinder angiveligt, når disse mellemstore virksomheder overgår fra familieeje til kapitalfondseje.

Noget tyder på, at ejerlederen ikke altid har gjort sig det tindrende klart, at han altså afgiver magten, den dag, han modtager checken fra kapitalfonden. Jacob Olsen afgav den ultimative magt i forbindelse med salget til Axcel, og derfor er der andre, der må tage de afgørende beslutninger, når det kommer til en konflikt.

Præcis som kapitalfonden må gøre sig det klart, at stifterens energi fra de glade dage som iværksætter ikke nødvendigvis kan føres videre i det nye ejerskab.

Det skal med, at der selvfølgelig også er en række succesfulde skifter fra ejerledet virksomhed til kapitalfondsstyret virksomhed.

Jens Chr. Hansen er Berlingskes erhvervskommentator

»Ejerlederen trækker det korteste strå, når kemien med kapitalfonden fordufter – sådan må det være.«