Kloakfirma klar til nye overtagelser

Konsolidering. Nordjysk Kloak og Industriservice A/S med hovedkvarter i Aalborg lægger op til hele tre virksomhedsovertagelser i år.

Kommunerne er blevet større, og det stiller krav til deres leverandører. Blandt dem finder man kloakservice-firmaerne. Her er en branchekonsolidering i fuld gang, og den får med stor sandsynlighed endnu et nøk de kommende måneder.

I hvert fald bebuder vognmand Carlo Andersen, Nordjysk Kloak og Industriservice A/S, NKI, at virksomheden i øjeblikket forhandler med hele tre kolleger om en overtagelse. Ender disse forhandlinger positivt, vil de, ifølge den nordjyske vognmand, formentlig blive indlemmet i NKI i løbet af de kommende tre måneder.

Carlo Andersen ønsker ikke at løfte sløret for, hvilke virksomheder der forhandles med, men han oplyser, at de, tilsammen, vil løfte årsomsætningen med rundt regnet 100 mio. kr.

At NKI og Carlo Andersen fortsat er lun på at ekspandere via opkøb er umiddelbart ikke nogen overraskelse.

Lang tid inden kommunalreformens ikrafttrædelse bekendtgjorde han, at kommunernes leverandører nødvendigvis måtte følge med og blive større. Han forudså også, at især de mindre virksomheder i branchen ville få det svært i de nye storkommuner.

Stribevis af overtagelserNKI har allerede bidraget væsentligt til branchekonsolideringen med en stribevis af overtagelser i Jylland.

Senest har nordjyderne indgået en alliance med Fredsø Maskinstation på Mors. Maskinstationens ejer, Jan Nielsen, og Carlo Andersen har på 50/50-basis stiftet et nyt selskab, Thy-Mors-Salling Kloak- og Industriservice A/S, der har førstnævnte som daglig leder. Samtidig er der indkøbt nyt materiel til denne del af virksomheden.

NKI er selv et 50/50-foretagende. Carlo Andersen startede som autodidakt i branchen i slutningen af 1980'erne, men da aktiviteterne i begyndelsen af 1990erne for alvor begyndte at tage fart, manglede han kapital til fortsat ekspansion.

Kapital fra kollegaEfter eget udsagn var det svært at skaffe den i bankerne. I stedet trådte kollegaen, Anker M. Jensen, indehaver af kloakservicefirmaet Leif M. Jensen i Glostrup, LMJ, til med kapital. LMJ har været lige så aktivt i konsolideringen øst for Storebælt, som NKI har været på den anden side af bæltet.

Der er tale om to forskellige virksomheder, men de er at betragte som søsterselskaber med samme farver på samme typer biler, og så samarbejder de i øvrigt omkring landsdækkende kontrakter.

Blandt de landsdækkende kunder finder man Dansk Supermarked og Shell.

For NKI blev 2006 et lidt blandet år dels på grund af en meget hård vinter i starten af året og dels på grund af, at de mange overtagelser tærede på de nordjyske ressourcer. Året gav blot et beskedent udbytte, men 2007 er startet ganske anderledes.

Alene i første kvartal blev resultatet på mere end to mio. kr. netto, og det er altså mere end overskuddet i hele 2006.

- Nu kører det virkelig godt. Vi har fået ryddet op, fået styr på omkostningerne og fået flere nye ledere i organisationen, som alt i alt har bidraget til den positive udvikling, vi oplever i øjeblikket, forklarer Carlo Andersen.

For tre år siden blev hans virksomhed kåret som Årets Transportvirksomhed 2004.