I denne uge indledte Folketingets partier forhandlinger om, hvordan vi i Danmark skal nå det mål for udledning af drivhusgasser i 2025, som et bredt flertal vedtog tilbage i 2020. Det sker, efter at regeringen med statsminister Mette Frederiksen (S) og klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) i spidsen i weekenden tilsyneladende indledte en offensiv for at ændre retorikken omkring dansk klimapolitik, som beskrevet i Berlingske.
Mette Frederiksen slog blandt andet i et interview med TV 2 søndag fast, at hun har en anden »version« end Klimarådet, der flere gange har konkluderet, at regeringen ikke har anskueliggjort, at vi kan nå klimamålene. Klimarådet har til opgave at holde øje med, om den til enhver tid siddende regering lever op til klimalovens mål, og rådgive politikerne om, hvordan de når målene.
Formanden for Klimarådet, Peter Møllgaard, er langtfra enig med Mette Frederiksen i hendes version og advarer om konsekvenserne. Det vender vi tilbage til. Først Mette Frederiksen:
»Jeg har en anden version af et land, hvor vi ikke har ladet uligheden stige, selvom vi har høje klimaambitioner. Hvor vi ikke har set arbejdsløsheden bide sig fast i yderdelen af Danmark, som mange har frygtet, hvor vi ikke har sat vores sammenhængskraft over styr, men hvor vi har bevæget os frem aftale efter aftale,« sagde hun blandt andet i interviewet med TV 2.
»Jeg synes faktisk, vi er i gang med at skabe et lille mirakel,« sagde Mette Frederiksen også.
At gøre ingenting er værre
Klimaloven fastsætter nemlig ikke kun, at Danmark skal have reduceret udledningerne af drivhusgas med 50-54 procent i 2025 og 70 procent i 2030 sammenlignet med 1990. Men også, at det skal ske så omkostningseffektiv som muligt, mens der bliver taget hensyn til både erhvervsudvikling, konkurrencekraft, de offentlige finanser og beskæftigelsen, samt at dansk erhvervsliv skal udvikles, ikke afvikles.
»Danmark skal vise, at der kan laves en grøn omstilling og samtidig bibeholdes et stærkt velfærdssamfund, hvor sammenhængskraften og den sociale balance sikres,« hedder det i loven, og regeringen og Klimarådet er tilsyneladende ikke enige om den balance, loven lægger op til.
Klimarådet har tidligere konkluderet, at selvom der foreligger en plan for, hvordan Danmark skal nå 2030-målet, så er den usikker, og det er ikke anskueliggjort, at det lykkes. Samtidig har Klimarådet ved flere lejligheder, senest i en kronik i Børsen i sommer, understreget, at der er en større risiko for sammenhængskraft og beskæftigelse ved at forsinke den grønne omstilling end ved at træffe hurtige beslutninger.
Men selvom Klimarådet har fart på, betyder det ikke, at rådet ikke tager klimalovens hensyn alvorlige, siger Peter Møllgaard.
»Det, vi pointerer, er, at jo længere tid man venter med at træffe de store beslutninger og gennemføre de aftaler, man har indgået, desto mere drastisk er man nødt til at gå til værks, og jo sværere bliver det at leve op til hensynene i klimaloven,« siger han og fortsætter:
»Vores vurdering er, at hvis man gennemfører hurtigere reduktioner og melder nye, store tiltag ud i god tid, så giver det bedre tid til at tilpasse sig for både mennesker og virksomheder, som bliver berørt af ændringerne. Det gør omstillingen billigere, skævvrider mindre og skaber større folkelig opbakning.«
»Derfor råder vi regeringen og Folketinget til at handle hurtigt. Det har vi efterhånden gjort i nogle år nu. Så tiden går,« tilføjer han.
Mål flytter ikke arbejdspladser
Når Mette Frederiksen mener, at Folketinget er lykkedes med at sætte ambitiøse klimamål, har indgået omkring 80 klimaaftaler uden skævvridning, uden at der er gået arbejdspladser tabt, og uden at ligheden er steget, har hun så ikke ret?
»Én ting er at sætte klimamål og indgå aftaler, noget andet er at indfri dem. Det er jo, når man skal leve op til de ambitiøse klimamål, altså i implementeringen, at det begynder at koste politisk kapital, fordi der vil være nogle, der skal omstille sig. Det er jo ikke målet som sådan, der skaber ulighed, rykker ved antallet af arbejdspladser eller flytter arbejdspladser fra sorte til grønne job,« siger Peter Møllgaard.
At lade være med eller udskyde at gennemføre klimatiltag, der kan komme til at gøre ondt på dele af befolkningen og erhvervslivet, fører ifølge Peter Møllgaard til, at man til sidst bliver nødt til at gennemføre »hovsaløsninger«, som kan gøre endnu mere ondt eller skabe nye problemer.
Som et eksempel nævner han regeringens plan om at nå 2025-målet ved øge kravet til påfyldning af biobrændstof på biler, et tiltag som kan betyde, at andre klimaløsninger som opbygning af skov og udtagning af lavbundsjorde bliver forsinket.
I stedet for biobrændstof med en tvivlsom klimaeffekt, mener Klimarådets formand, at regeringen klart bør overveje at hæve dieselafgiften og/eller fremrykke eller forhøje den afgift på industriens CO₂-udledning, som allerede er vedtaget.
»Derudover kan en annoncering af en afgift på landbrugets udledninger bidrage til 2025-målet. hvis der ikke går for lang tid fra, at ekspertgruppen kommer med sit forslag senere på året, til det bliver vedtaget. Selv hvis afgiften først bliver indfaset efter 2025, vil det få landmændene til at begynde at rette ind efter det og dermed reducere udledningen,« siger Peter Møllgaard.
Ingen omstilling uden ofre, men ...
Han lægger ikke skjul på, at de tre tiltag umiddelbart kan forekomme dyrere for mange danskere, men et højere iblandingskrav vil også hæve prisen, men uden samme klimaeffekt.
»Det er helt klart, at man ikke kan lave en grøn omstilling, uden at der må ske ofre i den forstand, at nogle virksomheder må lukke, eller mennesker får højere udgifter. Det hører med til den grønne omstilling,« siger Peter Møllgaard.
Han mener imidlertid, at politikerne er nødt at være ærlige om, at en omstilling ikke kommer til at ske uden omkostninger.
Til gengæld mener han, at der er en løsning, som kan afbøde negative konsekvenser som arbejdsløshed, skævvridning af samfundet og ulighed.
»Det her kommer til at koste penge, og der kommer til at ske ændringer. Men det, vi siger til politikerne, er, at det også åbner nye muligheder, og at de jo for eksempel kan vælge at kompensere forbrugerne med en grøn check eller give vognmændene et tilskud til at skifte lastbilen ud. Det er politiske håndtag, man kan rive i og dermed tage hensyn til beskæftigelse og social sammenhængskraft,« siger Peter Møllgaard.
På et pressemøde i forbindelse med Socialdemokratiets sommergruppemøde onsdag stod Mette Frederiksen ifølge Ritzau fast på, at den grønne omstilling skal ske, men at det bliver uden skævvridning og tab af arbejdspladser. Samtidig kalder hun den debat, regeringens udmeldinger har skabt, for »et kunstigt modsætningsforhold«.
