Klimaløfter fyger i valgkampen: Men eksperter tvivler på tidsplan og økonomi

Partierne skal øjeblikkeligt efter et valg træffe beslutning om at bygge flere vindmølleparker og reformere det danske energisystem, hvis de politiske ambitioner om store CO2-reduktioner i 2030 skal kunne realiseres, lyder det fra industrien og eksperter.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Mette Frederiksen (S) er i duel under Valgfolkemøde hos TV 2 på Kvægtorvet i Odense, søndag den 19. maj 2019. Klima fyldte meget, men eksperter efterlyser svar på, hvordan vindmøller skal integreres i det danske energisystem. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Mads Claus Rasmussen

Uanset hvem der sætter sig i Statsministeriet efter valget 5. juni, får landets næste leder mere end almindeligt travlt med at leve op til de gigantiske klimaløfter, der stikkes ud til danskerne under valgkampen.

Socialdemokratiet og Mette Frederiksen vil forpligte sig til, at Danmarks udledning af drivhusgasser allerede i 2030 barberes med mindst 60 procent i forhold til for 30 år siden.
Et af de helt nødvendige tiltag, der skal gennemføres, for at den reduktion kan blive til virkelighed i 2030, er bygningen af endnu to gigantiske parker til havvindmøller – ud over de tre, som alle partier i Folketinget allerede er enige om at bygge til en pris på knap én milliard kroner.