Det må forventes, at Norges indtægter fra olie kommer til at falde, i takt med at verden i den grønne omstillings tjeneste forsøger at gøre sig fri af fossile brændsler.
Samtidig spænder det, der blev et ekstremt profitalt eksporteventyr for Norge, dog indirekte ben for det næste.
Den norske produktion af fisk og skaldyr er i vækst, men snart kan fiskeopdrætterne være tvunget til at skulle forholde sig til en ny udfordring.
Havbrugene kan nemlig blive udfordret af klimaforandringer. Til NRK siger Elisabeth Ytteborg, der er seniorforsker ved Norsk Institut for Fødevare-, Fiskeri- og Akvakulturforskning, at det er varmere havtemperaturer, der kan skabe udfordringer for havbrugene.
»Høje temperaturer (i vandet, red.) forårsager for eksempel mikroskopiske skader på fiskenes skind og gør dem mere modtagelige for sygdomme, infektioner og stress,« lyder det fra Elisabeth Ytteborg.
Ifølge seniorforskeren kan temperaturen i de norske fjorde, hvor der opdrættes laks og torsk, allerede inden for ti år være højere end det, fiskene kan tåle.
De seneste par år er eksporten af norsk fisk steget, og eksporten af havbrugsprodukter er gået fra at være Norges tredjestørste til den næststørste eksportvare.
I 2023 eksporterede Norge fisk og skaldyr for omkring 109 milliarder danske kroner. Laks stod for over halvdelen af indtægterne fra denne eksport.
Netop sygdomme og infektioner har i årevis været diskuteret omkring den norske fiskeindustri, hvor aktivister anfægter dyrevelfærden og miljøpåvirkningen, som sker på grund af kemikalie- og lægemiddelrester fra produktionen.
Da det norske veterinærinstitut tidligere på året fremlagde sin årlige rapport om fiskesundheden i Norge, kom det frem, at næsten 63 millioner fisk var døde i havbrugsproduktion. Heraf var 38 procent af fiskene døde af infektioner, mens 33 procent var døde af skader, traumer og sårskader.