KL kræver penge for ny udlændingelov

Kommunernes udgifter til administration af flygtninge og indvandrere stiger, når VK-regeringens nye udlændinglov vedtages. Derfor vil Kommunernes Landsforening (KL) kræve penge fra staten til at dække omkostningerne.

- Vi vil have kompensation, når loven træder i kraft, siger formanden for KLs socialudvalg, Horsens-borgmester Vagn Ry Nielsen (S).

KL har endnu ikke noget præcist skøn over de nye udgifter, men de skal tælles i millioner kroner. Det skyldes en række ændringer i loven, at omkostningerne til administration vokser. For det første skal kommunerne fremover beregne, om flygtninge og statsborgere kan forsørge deres familie, tidligere gjaldt det kun indvandrere. Kommunerne får også ansvar for, at undersøge om en person, der ønsker sin ægtefælle til Danmark, har fået sociale ydelser i et år, og kommunerne skal samtidig administrere en garanti på 50.000 kroner, som skal indefryses, hvis man ønsker en ægtefælle til landet.

Vagn Ry Nielsen er nervøs for, at staten vil afvise at kompensere kommunerne, men formanden har opbakning fra medlemmerne af KL's socialudvalg til sit krav om kompensation.

/ritzau/