Kjeld Kirk tager selv roret

Legos hovedaktionær og administrerende direktør, Kjeld Kirk Kristiansen, siger til Ritzau, at legetøjsfabrikken de senere år i alt for høj grad har satset på produkter, der har været relateret til aktuelle film- eller bogudgivelser.

Administrerende direktør Kjeld Kirk Kristiansen. Arkivfoto: Morten Juhl
Læs mere
Fold sammen
Samtidig har legetøjsmarkedet generelt svigtet, hvilket ikke mindst viste sig i den altafgørende netop overståede julehandel. Resultatet er det rekordstore underskud på forventet 1,4 milliarder kroner i 2003.

I processen bliver ledelsen i Lego forenklet og styrket, og det koster viceadministrerende direktør Poul Plougmann og udviklingsdirektør Francesco Ciccolella deres job øjeblikkeligt. Begge har en fortid i B&O.

- Nu går vi tilbage til basisproduktet, Lego klodsen, siger Kjeld Kirk Kristiansen, der ikke umiddelbart bebuder nye fyringer i produktionen i Billund.

Fællestillidsmand Berit Flint Pedersen siger til Ritzau, at hun er glad for, at Kirk Kristiansen har meldt klart ud, og at han nu sætter sig for bordenden.

/ritzau/