Kirken skal være klubhus

Mange golfspillere har behov for enten at bede om hjælp hos guderne eller at takke dem for hjælp.


Den tanke må

have strejfet den legendariske britiske mesterspiller og golfbanearkitekt Sir Henry Cotton, da han i sin tid - for 16 år siden

- tegnede den første golfbane på den østlige af Portugals Algarvekyst, d.v.s. mellem Faro og grænsefloden

til Spanien, Guadiana.


I et charmerende, bølgende terræn ved Conceicao øst for den historiske by Tavira tog

Henry Cotton nemlig udgangspunkt i en gammel landbrugsfarm, med egen kirke, da han i 1986 på tegnebrædtet slog stregerne

til Benamor-banen - opkaldt efter farmen, som skulle nedlægges til fordel for golfbanen. Cottons ide var simpelthen, at farmens

kirke på et senere tidspunkt skulle


ombygges til klubhus. Dét er imidertid først ved at ske i øjeblikket,

for Henry Cotton kom aldrig til at opleve hverken banen som sådan eller kirke som klubhus, fordi han døde i 1987. Siden

gik der ovenikøbet så meget kludder i godkendelserne med hensyn til banens etablering, at byggeriet faktisk først

kunne starte sidst i 901erne og banen tages i brug i år 2000.


Cottons oprindelige lay out måtte simpelthen gennemgå

en række ændringer af miljømæssige årsager, ændringer, som to andre kendte britiske arkitekter,

Howard Swan og Raymond Jones, blev sat til at føre ud i livet.

Kort - men svær

Resultatet er blevet en spændende

bane med smalle fairways gennem alléer og klynger af de Johannesbrød-, oliven- og figentræer, som Benamor-farmen tidligere

var kendt for. Det er nok ikke banen, man skal starte sin golfferie på - medmindre han kommer hjemmefra i god form.


Scorekortet

indikerer nemlig en kort par 71-bane på 5197 meter fra gul og 4760 meter fra rød tee, men disse beskedne længder

fortæller ikke om banens sværhedsgrad. Dét gælder virkelig om at holde tungen lige i munden - og bolden på

fairway.


Man skal f.eks. under ingen omstændigheder blive for overmodig efter de første tre lette par 4-huller,

hvoraf det længste kun måler 302 meter.


Fra 5. hul - par 5 opad bakke i S-form - begynder vanskelighederne, fordi fairways

snævrer ind mellem træerne, så det ikke er ligegyldigt, om man placerer sit drive i højre eller venstre side.

Man skal med andre ord virkelig tænke sig om, inden man sender drivet af sted.


Terrænnet varierer meget, og på

de højeste punkter spiller vindretningen en afgørende rolle. I modvind kan det således være nødvendigt

at slå en driver på 8. hul, et par 3-hul kraftigt op ad bakke.

VandhazarderEr man sluppet helskindet gennem nogle

generelt svære afslutningshuller på den første halvdel af banen, skal man dog ikke forvente nogen form for afslapning

på de sidste ni huller, for her kommer masser af vandhazarder i spil.


Den første store udfordring møder

manr allerede på det kuperede 10. hul, par 3, med en dyb vandfyldt dal mellem teestedet og greenen. Man skal virkelig være

glad, hvis éns bold lander på greenen her!


13. hul, par 4, kan også forårsage ulykker, fordi en bred

bæk krydser fairway, så man på teestedet skal bestemme sig til, om man vil slå et jern kort af bækken

eller en driver over den. Højdeforskellen mellem tee og fairway snyder, så bækken ligger ikke så langt væk,

som det ser ud til fra det højt beliggende teested. Slår man et jern fra teestedet, skal det højst være

et 6-jern.


To svære afslutningshuller venter til sidst på runden. 17. hul, par 3, kræver et langt jern eller

en kølle over en vandhazard, mens vanskelighederne på 18. hul, par 5, ligger i drivet, som skal placeres præcist

på en smal fairway op ad bakke. Lykkes drivet, venter en sikker par -eller en birdie - men mislykkes det, kan hullet ende som

en katastrofe på scorekortet, fordi nogle fuldvoksne træer på fairway kommer i spil, hvis man ikke har slået

et perfekt drive. Heldigvis er det så her - bag 18. green - at man efter sidste put kan søge trøst i kirken, hvis det

er gået galt!