Kinesiske virksomheder går fra mega til mastodont

Nogle af verdens største virksomheder skal lægges sammen. Det er led i den kinesiske regerings nye plan for landets statsejede virksomheder. En ny runde af privatiseringer er der ikke udsigt til.

Som andre store, statslige virksomheder i Kina breder også Poly Group sig over et utal af sektorer og forretningsområder. De vigtigste er inden for ejendomsudvikling, våbenproduktion, investering og udvinding af naturressourcer samt diverse aktiviteter inden for kunst og kultur som her, hvor Poly Kungfu Star Performing Group har erobret scenen. Foto: Pichi Chuang/Reuters.
Læs mere
Fold sammen

I et af de store kryds på Beijings anden ringvej ligger Poly Groups hovedkvarter. De fysiske rammer for en af Kinas største selskaber giver ikke forbipasserende mange praj om, hvad der foregår bag facaden. Hvilket bestemt heller ikke er helt nemt at gøre rede for.

Som tilfældet er med mange af landets store, statslige virksomheder, breder Poly Group sig over et utal af sektorer og forretningsområder. De vigtigste er inden for ejendomsudvikling, våbenproduktion, investering og udvinding af naturressourcer samt diverse aktiviteter inden for kunst og kultur. Missilteknologi og kunstauktioner er begge en del af forretningsporteføljen.

Ifølge konglomeratets egen hjemmeside har dets samlede aktiver en værdi af 397 mia. kr. Poly Group blev stiftet i starten af 1990erne og hørte oprindeligt under Folkets Befrielseshær. Siden er ejerskabet flyttet rundt flere gange, mens antallet af datterselskaber er vokset støt. To af dem er børsnoterede – de har igen flere datterselskaber under sig, der er spredt over 60 forskellige byer i Kina og flere steder i udlandet.

Gruppens historik og palet af aktiviteter er et godt eksempel på den udfordring, den kinesiske regering står over for i forsøget på at rydde op i landets mange og ofte ineffektive statsejede selskaber. De 110 største af dem er ligesom Poly Group direkte underlagt centralregeringen i Beijing, men de udgør kun toppen af isbjerget. Langt størstedelen bliver drevet af lokalregeringer i provinsen.

Hvor mange statsejede virksomheder, der præcis findes på landsplan, er et svært tal at komme frem til, da forskellige myndigheder bruger forskellige opgørelser. Det kinesiske nyhedsbureau Xinhua anslår, at der findes 150.000. Det er omkring 100.000 færre, end der var for 20 år siden, men stadig for mange, mener den kinesiske regering.

Reformer er noget af et favorittema i toppen af Kinas Kommunistparti. Emnet dominerer i vigtige taler og kommunikeer. Hele 144 gange blev ordet reform nævnt, da partiet for to år siden fremlagde målene for den nuværende ledelses politiske projekt. Lige siden har en reformplan for den statslige virksomhedssektor været undervejs.

Første egentlige resultat af den proces er på 20 sider og er mere en overordnet politik end en detaljeret plan. Et af målene er at sammenlægge nogle af de største selskaber. Det er allerede sket inden for jernbaneindustrien og i atomsektoren. Dermed bevæger den kinesiske ledelse sig væk fra en strategi, hvor de største statsejede selskaber konkurrerer mod hinanden. Formålet med at skabe endnu større enheder er en vurdering af, at selskaberne efterfølgende står stærkere i kampen om internationale markedsandele. I forvejen er nøglesektorer i økonomien som energi, telekommunikation, finans, transport og infrastruktur domineret af gigantiske statsvirksomheder, der nyder godt af monopollignende tilstande.

Til gengæld har virksomhederne fået besked på at åbne for flere investorer udefra. Men fortsat med Kommunistpartiet siddende for bordenden. Den mest indflydelsesrige person i de statsejede selskaber vil stadig være udpeget af partiet. Hvem den person er, beslutter partiets organisationsafdeling.

Det er langt fra usædvanligt, at en topleder i en af de største virksomheder bliver udnævnt til for eksempel guvernør eller partisekretær for en provins eller minister i regeringen. En ledelsesstruktur, der ofte bliver kritiseret, fordi virksomhedens partichef har større interesse i at tænke i kortsigtet profit for at gavne sin politiske karriere end i en langsigtet, bæredygtig strategi, der ikke kaster meget af sig nu og her.

Men en ting er mastodonterne i Beijing. Det store spørgsmål er, hvad der sker med de mange selskaber i provinsen. Mange af dem lever på de statslige bankers nåde og ville gå bankerot, hvis ikke lokalregeringen i området holdt hånden under dem. Ikke meget tyder på en ny runde af privatiseringer, som det var tilfældet i 1990erne. Opkøb og konsolidering internt mellem de statslige firmaer er mere sandsynligt. Så de store bliver endnu større og fortsætter som Poly Group med at udvide listen af datterselskaber.