Kinesiske minearbejdere er sendt hjem fra Canada efter opgør

I Canada har et kinesisk-domineret mineselskab sendt en gruppe kinesiske minearbejdere hjem efter ballade med canadiske fagforeninger.

Isua minen. London Mining Grønland. Fold sammen
Læs mere
Foto: MT Højgaard

De seneste måneders ballade om kinesiske minearbejdere i Canada giver Grønland en forsmag på, hvad der kan være i vente, når Grønland åbner for import af tusindvis af kinesiske arbejdere til at bygge miner og aluminiumsfabrikker til mange milliarder kroner.

Hos Grønlands nærmeste nabo mod vest har to fagforeninger slæbt myndighederne i retten. Og det kinesisk-canadisk mineselskab HD Mining International, der er blevet hvirvlet ind i sagen, har nu sendt en del af sine lavtlønnede kinesiske arbejdere midlertidigt hjem. Kinesiske Huijong Holding Group har aktiemajoriteten i mineselskabet, mens et canadisk selskab har resten af ak-tierne i HD Mining International.

De canadiske ingeniørers og mine-arbejderes fagforeninger har bedt Canadas føderale ret og dermed landets øverste retsinstans om en gennemgang af Ottawa-regeringens beslutning om at tillade mineselskabet at ansætte 200 kinesiske arbejdere.

Den ene af de to organisationer, stålarbejdernes fagforening, har også klaget til myndighederne over, at de fremmede minearbejdere ikke taler engelsk godt nok til at have kendskab til deres rettigheder, blandt andet til at kunne forstå og overholde sundheds- og sikkerhedsreglerne.

Aktuel problemstilling for Grønland

I december gav en dommer i den føderale ret de canadiske myndigheder besked om påny at gennemgå ansøgningerne om de midlertidige arbejdstilladelser til kineserne, som myndighederne havde udstedt, for at de kunne arbejde på et kulmineprojekt i provinsen Britisk Columbia ved Stillehavet.

For Grønland er problemstillingen i Canada superaktuel. De grønlandske myndigheder behandler i disse måneder en ansøgning fra det britiske mineselskab London Mining om at opføre en gigantisk jernmine med op til 2.000-3.000 hovedsageligt kinesiske arbejdere over tre år. Og udsigten til en invasion af billige kinesiske arbejdere til Grønland har udløst kritik fra blandt andre danske fagfore-ninger.

I Canada har det kinesisk-dominerede mineselskab HD Mining International, netop meddelt, at det sender 16 kinesiske kulminearbejdere retur til Kina. Arbejderne, der af regeringen og myndighederne i hovedstaden Ottawa havde fået midlertidige arbejdstilladelser, var hyret til et kontroversielt udviklingsprojekt, der skal føre til byggeri af en kulmine til 300 millioner canadiske dollar svarende til 1,7 milliarder kroner.

HD Mining International stopper indtil videre importen af flere udenlandske arbejdere. De 200 arbejdere, firmaet ville hyre, skulle komme fra Kina.

Kinesere til prøveproduktion

Den planlagte mine ligger i vildmarken på Canadas vestkyst i den nordlige del af Britisk Columbia ved Stillehavet, hvor der er store kul- og mineralforekomster og dertil-hørende miner.

Kineserne skulle i gang med udvinding af 100.000 ton kul som en prøveproduktion, inden den endelige beslutning om byggeriet af minen blev truffet.

Mineselskabet begrunder beslutningen om hjemsendelse af de 16 kinesere og udskydelsen af planerne om at importere endnu flere kinesiske arbejdere med, at den højtprofilerede sag ved den føderale ret giver anledning til bekymring og har forstyrret den videre planlægning af mineprojektet.

Sagen er som nævnt sat i gang af canadiske fagforeninger, der blandt andet mener, at det kinesisk dominerede mineselskab ikke har gjort nok for at rekruttere canadiske mine-arbejdere.

Et krav i jobopslagene fra selskabet har blandt andet været, at man skulle beherske mandarin. Fagbevægelsen har i en indsigelse påpeget, at kineserne ikke var kvalificerede til arbejdet på mineprojektet.