Kinesisk vækst øget i fjerde kvartal for første gang i to år

Den kinesiske økonomi voksede hurtigere end ventet i fjerde kvartal. Det fremgår af nye data fra det kinesiske National Bureau of Statistics i Beijing, som blev offentliggjort fredag morgen.

Foto: STR

Den kinesiske BNP-vækst landede på 6,8 pct. i fjerde kvartal i forhold til samme periode året før. I forhold til kvartalet før var væksten på 1,7 pct. i sæsonkorrigerede tal.

Analytikere havde ifølge Bloomberg News netop ventet en vækst på 6,7 pct. på årsbasis og på 1,7 pct. i forhold til tredje kvartal.

Det er første gang i to år, at den kinesiske økonomi vokser i et kvartal, og vendingen cementerer den økonomiske stabilisering, der skal give de kinesiske ledere en buffer i overgangen til en neutral politik, mens de samtidig forbereder sig på potentielle handelsspændinger med USA's Donald Trump.

- I takt med at Kinas traditionelle vækstmotorer - investeringer og eksport - er svækket, er det kinesiske privatforbrug blevet nøglen til den fortsatte økonomiske vækst. Den udvikling forventes at fortsætte på mellemlangt sigt, siger cheføkonom Rajiv Biswas fra IHS Global Insight i Singapore ifølge Bloomberg News.

Forbruget bidrog med næsten 65 pct. til væksten i 2016, og det er servicesektoren, der med 51,6 pct. sidste år, trækker godt op i statistikken.

Servicesektoren udgjorde over halvdelen af væksten for første gang i 2015.

Med kontrol over deflationen kan centralbanken, People's Bank of China, vende sig mod problemerne, der er opstået under den to år lange lempelsesperiode med gældbyrde og oppustede aktivbobler.