Kinesisk Singles Day kan give nyt rekordsalg

Onsdag fejrer kineserne Singles Day, og dagen kan blive en rekorddag for forbruget, når de kinesiske forbrugere vanen tro kaster milliarder af dollar efter tøj og elektronik.

Der sorterers pakker før Singles Day d. 11 november i Kina. EPA/WU HONG Fold sammen
Læs mere
Foto: WU HONG

Det vurderer chefstrateg for Danske Bank Private Banking, Frank Øland.

»Jeg forventer, at Singles Day-salget i år bliver stærkt. Det vil være med til at sætte en tyk streg under, at frygten for, at Kina skulle være gået i stå, har været helt overdrevet«, siger Frank Øland og tilføjer, at salgsvolumen på Singles Day kan være med til at indikere, hvor langt den økonomiske Kina reelt er i transformeringen mod en mere forbrugerdrevet økonomi.

Det var fire kinesiske singler, der er i 1993 opfandt konceptet Singles Day som en modsætning til den amerikanske Valentines Day.

Siden da må det siges, at dagen har vundet indpas i Kina. Den kinesiske internethandelsplatform Alibaba har efterfølgende formået at gøre Singles Day til verdens største handelsdag med inspiration fra de amerikanske handelsdage Black Friday og Cyber Monday.

Sidste år endte salget på denne dag i Kina på 9,3 mia. dollar. Til sammenligning blev der på Black Friday solgt for 1,51 mia. dollar i USA sidste år, ligesom at salget på Cyber Monday endte på 2,04 mia. dollar.

»At Singles Day allerede overgår sine amerikanske pendanter demonstrerer tydeligt, at de kinesiske forbrugere har fået et forbrugsmønster, der i stigende grad minder om det, vi kender fra Vesten«, siger Frank Øland.

Fra 2011 til 2014 steg Alibabas salgsvolumen med 1034 pct. på Singles Day, og allerede efter 38 minutters handel sidste år kunne Alibaba annoncere salg for mere end 1,6 mia. dollar.

Ifølge en undersøgelse fra analyseinstituttet Nielsen svarer 56 pct. af de kinesiske internetbrugere, at de venter at bruge flere penge på Singles Day i år, end de gjorde sidste år. I gennemsnit venter undersøgelsens respondenter at spendere 277 dollar. Det svarer ifølge analyseinstituttet til et øget salg på 22 pct. sammenlignet med sidste år.

»Når vi kigger fremad kan salget på Singles Day måske udvikle sig til et fast og spektakulært nøgletal, fordi Single Day tager den helt aktuelle temperatur på forbruget i Kina. Hvis salgstallene fortsætter den opadgående trend i år, hvor økonomisk afmatning og dets konsekvenser har optaget investorerne, er det klart, at det fremadrettede potentiale på Singles Day er stort«, lyder det fra Frank Øland.