Kinesisk opbremsning rammer danske virksomheder

Væksten i Kina er usikker og det kan mærkes af en række danske virksomheder i landet. Men nye muligheder opstår også i Kina, lyder det fra danske forretningsfolk.

Foto: CHINA DAILY.
Læs mere
Fold sammen

Den økonomiske opbremsning i Kina begynder at kunne mærkes af en række af de danske virksomheder, der tjener penge i landet.

Det skriver Dagbladet Børsen i dag.

Mens Kina fastholder tallet 7 pct. - det tal for væksten som præsident Xi Jinping har sat som mål - er det formentlig langt lavere i virkeligheden. Det er blandt andet virksomheder som Grundfos, der oplever, at det pæne officielle væksttal på 7 pct. formentlig er oppustet.

»Væksten i vores virksomhed er næsten proportional med udviklingen i Kinas BNP-vækst, den er den laveste i min tid,« siger Humphrey Lau, der er Grundfos' mangeårige direktør i Kina, til Børsen.

Danske virksomheder i Kina oplever også, at væksten og mulighederne flytter sig. Mens mange grundlagde deres kinesiske aktiviteter i det buldrende kinesiske øst, begynder mulighederne i stigende grad at flytte fra storbyer langs kysten og ind i landet, hvor millioner af fattige stadig er i gang til at rykke et skridt op økonomisk.

Grundfos rykker da også ind i landet. I næste uge vil hele Grundfos direktion være til stede, når pumpekoncernen indvier en ny forretningsenhed i byprovinsen Chongqing, der trods sine 17 millioner indbyggere nok er mest kendt for sin tidligere politiske leder, Bo Xilai, der under stor offentlig dramatik faldt fra magten i 2012.

Mens den aftagende vækst kombineret med præsident Xi Jinpings omfattende kamp mod korrupte embedsmænd er gået ud over de kinesiske luksusvarer, så kan mange stadig flytte deres liv fra dyb fattigdom og sætte sig til rette i middelklasselivet.