Kinesisk keramik kan starte handelskrig

EU risikerer at tage første skridt i handelskrig med trusler om straftold på kinesisk keramik, mener branchen.

EU er ved at undersøge, om import af kinesisk keramik til fx service og andet køkkenudstyr skal pålægges en straftold, fordi det sælges til Europa til dumpingpriser. Fold sammen
Læs mere
Foto: Malte Kristiansen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Billigt kinesisk porcelæn fra bl.a. IKEA og lavprisbutikken Tiger truer med at slå skår i EUs handelrelationer til verdens næststørste økonomi.

Europa-Kommissionen truer i øjeblikket kineserne med at pålægge blandt andet importerede kinesiske tallerkener og kopper en straftold, hvis en igangværende undersøgelse afslører kinesiske dumpingpriser på det europæiske marked. Forbrugerne nyder godt af de billige kinesiske varer, men priserne er så lave, at de europæiske producenter mistænker kineserne for unfair konkurrence.

De europæiske importører af produkterne frygter straftolden, og at det ikke blot vil betyde dyrere produkter. Derfor slår de nu alarm.

»Vi risikerer bare, at kineserne indfører handelsbarrierer den anden vej,« siger en bekymret Kristoffer Klebak, chef for Dansk Erhvervs kontor for EU og International Handel, som varetager de danske importørers interesser.

Med det kan sagen om den kinesiske keramik blive første skridt i en decideret handelskrig.

»Flere undersøgelser har vist, at vækstøkonomierne i stigende grad indfører protektionistiske tiltag, og derfor er dette her et meget uheldigt signal at sende kineserne. Vi puster til en ild, vi ikke bør gå i nærheden af,« tilføjer han.

Ekspert i Kina og international økonomi ved Aarhus Universitet, Clemens Stubbe Østergaard, er enig. Kineserne vil tage en straftold ilde op.

»Det er en meget kedelig vej at gå ned ad for EU. Konkret vil sagen ikke flytte noget synderligt, det vil kun blive opfattet som udsigtsløst drilleri og blot forsure relationerne til Kina,« siger han.

Talsmand for EUs handelskommissær afviser, at der er tale om et protektionistisk tiltag.

»Formålet er kun at reetablere en fair konkurrence på markedet. Det er ikke en politisk beslutning, men en vurdering af faktiske forhold på et marked, som er reguleret af WTO,« siger John Clancy.

Danmark importerer kinesisk keramik til køkkenbrug for cirka 165 millioner kroner hvert år.