Kinesiske BYD ser ud til at overhale amerikanske Tesla og blive verdens største producent af elbiler.

Det fremgår af salgstal og estimater, skriver mediet CNBC.

Ingen af de to selskaber har offentliggjort årsregnskaber for 2025.

Men torsdag fremlagde BYD salgstal for året. Her fremgår det, at salget hos den kinesiske elbilproducent steg med næsten 28 procent til 2,26 millioner elbiler.

Tesla har endnu ikke fremlagt salgstal for året. Det ventes selskabet at gøre senere fredag.

Et gennemsnitligt estimat viser dog, at Tesla leverede 1,6 millioner elbiler i 2025.

Estimatet er et gennemsnit baseret på skøn fra adskillige finanshuse.

Et salg på 1,6 millioner biler vil ifølge CNBC svare til et fald på cirka otte procent i forhold til Teslas salg i 2024.

Tesla har den seneste tid oplevet lavere efterspørgsel og stigende konkurrence fra især kinesiske konkurrenter.

Samtidig har Teslas topchef Elon Musks involvering i Trump-administrationen og amerikansk politik sidste år skabt ballade.

Tesla har blandt andet tabt markedsandele i Europa, skriver nyhedsbureauet Reuters.

I november sad Tesla på 1,7 procent af det europæiske bilmarked, mens selskabet i samme måned sidste år sad på 2,4 procent.

Tilbagegangen ses i Frankrig, hvor antallet af nye Tesla-registreringer faldt med 66 procent i december sammenlignet med samme måned året inden.

Også i Sverige er Tesla gået tilbage. I december faldt antallet af registreringer med 71 procent i forhold til december 2024.

I Norge går det dog den modsatte vej.

Her blev der registreret 89 procent flere Teslaer i december sammenlignet med året inden.

/ritzau/