Kineseres hang til øl sender salget frem hos Carlsberg

Carlsberg melder om en god udvikling i Kina og Vietnam, hvor Tuborg-øl vinder indpas.

Carlsbergs salg endte på 13,9 milliarder kroner i første kvartal. (Arkivfoto) Yves Herman/Reuters Fold sammen
Læs mere

Carlsberg havde fremgang i salget af øl og andre våde varer i første kvartal, hvor særligt det asiatiske marked gik frem.

Bryggeriet nævner en god udvikling i Kina, Vietnam og Indien, hvor Tuborg bliver fremhævet som et af de mærker, forbrugerne har haft hang til.

Samlet endte Carlsbergs salg på 13,9 milliarder kroner i årets første tre måneder. Det er 1,2 milliarder kroner højere end samme periode året før.

Det viser en handelsopdatering fra bryggeriet, der er offentliggjort torsdag morgen.

Den indeholder salgstal, mens der ikke er oplysninger om overskuddet.

»Vi har fået en god start på året - specielt med stærk volumenvækst i Asien og fortsat fremgang i vores fad, special og alkoholfri kategorier«, siger administrerende direktør Cees 't Hart i en kommentar til regnskabet.

Ud over et højere salg er omsætningen også hjulpet af stigende valutakurser i Kina, Malaysia og Laos. Det giver flere penge i kassen til Carlsberg, når der veksles til kroner.

Desuden købte Carlsberg sidste år en større bid af bryggeriet Cambrew, hvilket også har trukket salget op.

Carlsberg har de seneste år satset på at sælge flere øl i de høje priskategorier, hvor der er bedre indtjening.

/ritzau/