Kinas industri overrasker - dog med underliggende svaghed

Væksten i den kinesiske fremstillingsindustri slog analytikernes estimater i november.

Læs mere
Fold sammen

Det peger i retning af, at det økonomiske opsving er i stand til at opretholde momentum trods regeringens bestræbelser på at tøjle væksten i kreditgivningen.

Purchasing Managers Index for industrien viser 51,4 ifølge opgørelsen fra National Bureau of Statistics og China Federation of Logistics and Purchasing, der blev offentliggjort søndag.

Dermed overgik PMI-dataene 24 ud af 26 estimater i en Bloomberg News-undersøgelse. Analytikerne havde estimeret en PMI-aflæsning på 51,1.

- Overskriften ser temmelig godt ud, men detaljerne var ikke så gode. Vækst toppede sandsynligvis i tredje kvartal, og vil bremse op i indeværende kvartal og næste år, vurderer cheføkonom Robert Subbaraman fra Nomura Holdings i Singapore ifølge Bloomberg Television.

Det er især et svagt sæt data for de små virksomheder og for beskæftigelsen, der peger på en underliggende skrøbelig udvikling.

Den endelige aflæsning af den private undersøgelse fra HSBC Holdings og Markit Economics, offentliggjort mandag morgen, lød på 50,8. Den foreløbige aflæsning var 50,4 for november.

I oktober landede den endelige aflæsning på 50,9.