Kina vil beskytte dets "nationale interesser".

Sådan lyder meldingen fra det kinesiske udenrigsministerium, i kølvandet på at den amerikanske præsident, Donald Trump, har åbnet for en told på ti procent på kinesisk import.

Det skriver AFP.

- Vi har altid ment, at der ikke er nogen vindere i en handelskrig eller en toldkrig, siger Mao Ning, der er talskvinde for det kinesiske udenrigsministerium ifølge nyhedsbureauet.

Toldtruslen fra Trump kom natten til onsdag dansk tid under et pressemøde i Det Hvide Hus.

Her understregede præsidenten, at toldsatsen på ti procent allerede kan træde i kraft fra 1. februar.

Ligeledes gentog Trump sin trussel om, at EU vil blive pålagt told i USA.

- Den Europæiske Union behandler os meget, meget dårligt, sagde præsidenten ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Så de vil blive pålagt told. Det er den eneste måde, hvorpå der kan opnås retfærdighed, tilføjer han.

/ritzau/