Kina stimulerer økonomien

For at hindre en større nedgang i væksten i Kina, lemper den kinesiske centralbank pengepolitikken med virkning fra mandag.

Byggeri i Beijing Fold sammen
Læs mere
Foto: WANG ZHAO

Kina vil med virkning fra mandag sænke bankernes reservekrav med et procentpoint til 18,5 procent,  oplyser den kinesiske centralbank, People’s Bank of China, på sin hjemmeside søndag.

Det er en form for pengepolitisk lempelse, som gør det lettere for bankerne at låne penge ud, og om gerne skulle sætte fart på mere udlån.

Den økonomiske vækst i Kina var i årets første kvartal nede på syv procent, hvilket er det mindste siden 2009. Industriproduktionen er også taget noget af på det sidste og steg i marts med den mindste fart siden november 2008.

Samtidig er inflationen aftaget på betydelig vis. Det  viser, at der er gode muligheder for at lempe pengepolitikken endnu mere.

Inflationen i Kina steg med bare 1,2 procent i første kvartal, hvilket er langt under regeringens officielle mål på tre procent.

»Det er positivt, at bankernes reservekrav lempes. Det viser, at People’s Bank of China forsøger at stabilisere den kinesiske økonomi, og bremse den nedgang, som er set på det sidste,« siger Helen Qiao, der er økonom hos Morgan Stanley i Hong Kong.

Tiltaget er det første efter den kinesiske premierminister annoncerede et vækstmål for hele 2015,som hedder syv procent. Det vil være den laveste vækst i Kina siden 1990.

Li udtalte sidste måned, at der vil komme forskellige tiltag, hvis væksten bliver ved med at vise svaghedstegn.

Flere store internationale banker har i nogen tid efterlyst økonomiske stimulanser i Kina, også efter at eksporten i marts viste en overraskende svag udvikling.

Kina har da også sat renten ned to gange siden november sidste år.

Den svagere vækst i Kina er ikke kun et problem for landet selv, men også for masser af andre lande i verden, som sælger varer til Kina. den lavere vækst i Kina har også fået prisen på mange råvarer til at falde, hvilket har ramt mange mineselskaber over hele kloden.

Importen af varer til Kina faldt med hele 17,3 procent, når første kvartal i år sammenlignes med samme periode året før.