Kina ønsker et nyt »Made in China«

Set med internationale briller er listen over velkendte kinesiske brandnavne kort. For mange er den ikke ­eksisterende. Forunder­ligt – taget i betragtning, at Kina er verdens største eksportland og har klodens næst­største økonomi.

Lenovos italienske præsident, Gianfranco Lanci (til venstre), og CEO, Yang Yuanqing (i midten), kunne forleden meddele, at koncernens overskud i det forløbne år var steget med 20 procent i forhold til året før – blandt andet på grund af overtagelsen af Motorola. Foto: Philippe Lopez/AFP
Læs mere
Fold sammen

Først sidste år lykkedes det for en kinesisk virksomhed at finde vej til konsulentfirmaet Interbrands top-100 liste over verdens største brands. Det skete med en placering som nummer 94 til IT- og telekommunikations­virksomheden Huawei.

Huawei har dog stadig uendeligt langt op til Google og Apple, der som de første nogensinde sidste år rundede 100 milliarder dollar i brandværdi. Den kinesiske IT-virksomhed ligger til sammenligning på 4,3 milliarder dollar.

En stor del af forklaringen på fraværet af verdenskendte kinesiske brands er, at Kina i årtier har specialiseret sig i at fremstille for andre og i mindre grad har udviklet egne mærkevarer og brands. Kina er blevet kendt som kopinationen, hvor kvantitet trumfer kvalitet. Billig arbejdskraft i millionvis og produkter Made in China har lagt fundamentet for det moderne Kina. Men tiden er ved at løbe fra modellen. Arbejdskraften er blevet billigere andre steder.

Som et modtræk har den kinesiske regering lavet strategien Made in China 2025, der skal transformere landets fremstillingsindustri. Nøglebegreberne er produktivitet og automatisering – og ikke mindst kvalitet. Kina skal gå fra at være stor til at være stærk, forklarede den ansvarlige minister, da strategien blev lanceret. Som eksempel nævnte han, at kinesiske firmaer skal kunne producere de højteknologiske chip, der bruges i alt fra computere til mobiltelefoner, og som Kina i dag bruger en formue på at importere. Mindre samlebåndsarbejde og smartere løsninger skal gøre kinesiske produkter mere konkurrencedygtige.

En af de virksomheder, der er i fuld gang med at modernisere sin produktion, er elektronikgiganten Lenovo. Det er virksomhedens nye smartphone-fabrik og testcenter i den kinesiske provins Hubei et eksempel på. Verdens største PC-producent har for alvor meldt sin ankomst på markedet for mobiltelefoner og er en af de kinesiske virksomheder, der går målrettet efter at blive set som et internationalt mærke. Størstedelen af indtjeningen bliver allerede hentet hjem i udlandet.

Lenovo forsøger ihærdigt at bevæge sig væk fra det billige image, mange forbrugere forbinder kinesiske virksomheder med. Udover nye fabriksfaciliteter hjemme i Kina har opkøb i udlandet fået Lenovo til at vokse i et rasende tempo. Først blev IBMs Thinkpad erhvervet i 2005. Derefter fulgte tyske Medion i 2011, brasilianske CCE i 2013 og mobilselskabet Motorola sidste år. Fokus har været på de mange nye produkter og i mindre grad på brandet Lenovo, men det skal der laves om på, fortalte markedsføringsdirektør David Roman sidste uge til Berlingske i Beijing. Og det behøver ikke at koste en formue, vurderede han.

»Før i tiden var det udelukkende et spørgsmål om at investere tilstrækkeligt store beløb for at opbygge et stærkt brand. Så alle de store brands brugte år efter år enorme summer. Nu ser vi, hvordan firmaer, der foretager små investeringer i markedsføring, som for eksempel Google og Tesla, er blevet store brands på kort tid på grund af passionerede brugere og viral omtale,« forklarede David Roman.

Sammen med resten af topledelsen i Lenovo deltog han i en stort anlagt produktpræsentation i den kinesiske hovedstad. Intel og Microsofts administrerende direktører var fløjet ind som gæstetalere, mens 700 kinesiske fans gav showet den aura af massehysteri, arrangørerne givetvis ønskede. Lenovo håber på snart at gøre Huawei følgeskab på Interbrands liste over klodens bedste brands. Firmaets brandværdi er vurderet til at være på 3,9 milliarder dollar. Virksomheder fra tech- og IT-branchen er sandsynligvis de bedste bud på kinesiske kandidater med mulighed for at kravle længere op ad den internationale rangliste for brands.

Et kinesisk svar på Coca-Cola eller Toyota har derimod lange udsigter.