Kina har nu verdens største banksystem

Foto: KIM KYUNG-HOON.
Læs mere
Fold sammen

Kinas banksystem overhaler eurozonens som verdens største. Den nye titel afspejler Kinas tiltagende indflydelse i finansverdenen. Ifølge en analyse fra Financial Times overhalede Kinas bruttonationalprodukt Europas i 2011, men væksten i banksektoren fulgte først med i slutningen af 2016.

Det skriver Financial Times.

Ifølge økonom Eswar Prasad fra Cornell University, er der dog ikke den store anledning til at fejre størrelsen på Kinas banksystem, da udviklingen er et udtryk for en økonomi, der er "overafhængig af bankfinansierede investeringer og præget af ineffektiv ressourceallokering samt udsat for enorme kreditrisici".

Den globale økonomiske krise i 2007-2008 blev katalysator for omfattende økonomiske tiltag fra den kinesiske regering, og regeringens aggressive monetære og finansielle stimuli har siden givet anledning til en markant stigning i det kinesiske bankudlån.

Analytikerne hæfter sig ved, at i modsætning til udviklede markeder, så har lokale regeringer i Kina været afhængig af banklån til at finansiere landets infrastruktur.

- I de fleste andre markeder låner regeringer direkte fra kapitalmarkedet. I Kina er omstændighederne unikke, siger Hou Wei, analytiker ved Sanford C Bernstein i Hongkong, til Financial Times.

Det kinesiske banksystems samlede værdi udgjorde i slutningen af 2016 mere end 3,1 gange landets årlige økonomiske output. Det tilsvarende tal var 2,8 i eurozonen.