Kina anklager torsdag USA for at bruge udokumenterede spionageanklager som påskud for at indføre en "teknologisk blokade".

Anklagerne falder, efter påstande om at Nvidia-topchef Jensen Huang skal have været offer for et kinesisk spionagekomplot.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

- Kinas teknologiske fremskridt er drevet af selvstændig innovation, siger en talsperson for det kinesiske udenrigsministerium.

- Den amerikanske side bør holde op med at opfinde sådanne "spionagefortællinger" som påskud for at indføre en teknologisk blokade.

Huang erkendte i weekenden, at han har haft en affære med en forretningskvinde, der ifølge The New York Times er mistænkt for at være kinesisk spion.

Kvinden, Alice Huang, er tidligere chef i selskabet Megaspeed, der ligger i Singapore, og som køber chips af Nvidia.

Myndigheder i USA har gransket Megaspeed på grund af en mistanke om, at selskabet hjælper det kinesiske styre med at få adgang til avancerede chips, som der er forbud mod at sælge til Kina.

Chipproducenter som Nvidia producerer de chips, der leverer computerkraft til at køre tjenester inden for kunstig intelligens.

I USA har man frygtet, at Kinas adgang til selskabets chips ville vælte amerikanerne af tronen som spydspids på området.

Jensen Huang var i 1993 med til at stifte selskabet og har siden dengang været dets topchef.

Foruden affæren med Alice Huang skrev The New York Times onsdag, at han også har haft en affære med en ledende medarbejder i Nvidia, der var hans underordnede. Avisen har oplysningerne fra fem unavngivne kilder med kendskab til sagen.

Chipproducentens markedsværdi er siden weekenden skrumpet med milliarder af dollar, og aktien er styrtdykket.

Onsdag aften kunne The Wall Street Journal berette, at selskabets bestyrelse forbereder sig på at afsætte ham som topchef. Det skrev mediet på baggrund af unavngivne kilder med kendskab til sagen.

RITZAU