KFX-indekset steg igen mere end Europa

KFX-indekset lagde sig over resten af Europa, som udviklede sig blandet. Pharmexa steg pænt på aftale med Lundbeck. D/S Orion forsætter op og steg mest blandt de danske selskaber i går.

Læs mere
Fold sammen
Der var i går både marginale fald og stigninger til de fleste toneangivende europæiske indeks. Det danske KFX-indeks lagde sig for anden dag i træk over det generelle Europa med en stigning på 0,4 pct. til kurs 265,2.

KFX-indekset blev igen især trukket op af A.P. Møllers - Mærsks B-aktie (+ 0,8 pct.), mens TDC (+ 1,2 pct.) også trak godt op i det danske hovedindeks. TDC og de øvrige ejere af Belgacom har nu fået grønt lys af EU-Kommissionen til at påbegynde privatiseringen af det belgiske teleselskab. Ifølge Børsen kan det forventes, at privatiseringen vil indbringe TDC en kassegevinst på 12 mia. kr.

Novozymes var med en stigning på 1,6 pct. det mest stigende KFX-selskab, på en dag, hvor kun fem ud af de 20 KFX-selskaber lukkede i en lavere kurs. Mest faldende KFX-selskab var Coloplast (- 1,1 pct.), mens DSV (- 0,9 pct.) faldt næstmest.

Med til de positive danske takter hører angiveligt de seneste forbrugertillidstal, som blev offentliggjort i går. Tallene vidnede således om en overraskende høj tillid blandt de danske forbrugere i januar. Tillidsindikatoren er steget fra en i december til fem i januar, og er nu på det højeste niveau siden 2000.

Lundbeck (+ 0,9 pct.) har indgået en optionsaftale med Pharmexa (+ 7,8 pct.), som sikrer Pharmexa en investeringsgaranti på 10 mio. kr. i forbindelse med selskabets kommende aktieemission. Vælger Pharmexa at udnytte optionen, investerer Lundbeck på samme vilkår, som de øvrige aktionærer. Optionsaftalen er en udbygning af de to selskabers eksisterende samarbejde, der dækker over en række angrebsmål i centralnervesystemet.

Lundbeck blev i øvrigt opjusteret af finansgiganten Morgan Stanley i går. Investeringsbanken har hævet anbefalingen på Lundbeck til det neutrale »neutral weight« mod det tidligere negative »underweight«. Morgan Stanley begrunder opjusteringen med, at Lundbecks pipeline er attraktiv, men pointerer dog, at dollarfaldet kan tvinge det danske medicinalselskab til en nedjustering.

ISS (+ 0,2 pct.) har købt den engelske virksomhed Harwood Services for godt 49 mio. kr. Harwood Services har 900 ansatte og har hovedsæde i Leeds. Virksomheden leverer serviceydelser til såvel industrien, erhvervslivet og den offentlige sektor.

Blandt sidepapirende fortsatte rederiet D/S Orion (+ 20,4 pct.) den seneste tids optur. Rederiet er nu steget 117 pct. over de sidste ti dage, og stigningen i går var den største stigning blandt de danske børsnoterede selskaber. Gårsdagens største fald gik til Topsil (- 5,8 pct.).