KFX-indekset fortsatte tirsdagens kursfald

For anden gang i år måtte KFX-indekset ned i kurs. Carlsberg fortsatte kursfaldet ovenpå købet af Holsten Brauerei, mens vindmølleaktierne steg. SAS faldt efter nedgradering fra Moody's.

KFX fortsatte i går faldet fra tirsdag, hvor indekset faldt for første gang siden årsskiftet. Indeksfaldet var igen bredt funderet med 14 af de tyve aktier i minus, og indekset endte 0,9 pct. nede i kurs 258,69.

Carlsberg (- 0,7 pct.) faldt yderligere lidt efter tirsdagens offentliggørelse af et købstilbud på nordtyske Holsten Brauerei. Aktien er nu faldet i alt 4,8 pct. på de to dage. Der blev omsat næsten 400.000 aktier i gårsdagens handel, hvilket er det højeste niveau siden maj 2003.

NEG Micon (+ 2,0 pct.) faldt fra morgenstunden, efter at Børsen onsdag skrev, at fremtiden for en delvist NEG Micon-ejet amerikansk vindmøllepark er blevet mere usikker, da lokale myndigheder har udskudt fornyelsen af afgørende lokalplantilladelser. Vestas (+ 1,5 pct.) fulgte først med ned, men senere på dagen rettede begge aktier sig og endte i plusser. Af positive nyheder til hele vindmøllebranchen var en tale til kongressen af USAs præsident Bush, hvor han gentog opfordringen til at vedtage en ny energilovgivning, der bl.a. skal indeholde en forlængelse af den såkaldte PTC-skatteordning, der favoriserer vindmølleenergi i USA.

Den danske notering af SAS-aktien faldt onsdag 2,4 pct., efter at kreditvurderingsinstituttet Moody's ændrede sin såkaldte outlook på selskabets gæld. Udsigterne til at selskabet kan overholde sine gældsforpligtelser i fremtiden blev således nedgraderet fra stabil til negativ. Moody begrunder det med, at SAS er meget afhængig af hjemmemarkedet, at selskabets finansielle struktur er svag, og at der kun er svage tegn på en stigning i passagertrafik og -indtjening.

Rederiet DFDS (+ 0,6 pct.) meddelte i går at have indgået en transportaftale med den tyske bilkoncern BMW. Aftalen omfatter transport af 80.000 biler årligt mellem Tyskland og Storbritannien frem til midten af 2011. Ifølge RB-Børsen indebærer aftalen en årlig ekstraomsætning for DFDS på 30 mio. kr.

Harboes Bryggeri (+ 2,0 pct.) meddelte, at det nu endeligt er besluttet pr. 1. marts 2004 at ophøre med slagtning og opskæring af kalkuner i datterselskabet Harboefarm A/S. Dette medfører en reduktion i medarbejderstaben på 35 til 40 personer. Koncernens forventninger til det samlede resultat før skat i regnskabsåret 2003/04 fastholdes i intervallet 80 til 90 mio. kr.

TDC (uændret) meddelte efter Fondsbørsens lukning, at man har besluttet at effektuere anden fase af de i maj sidste år offentligjorte personalereduktioner. 494 medarbejdere kommer til at forlade koncernen senest med udgangen af tredje kvartal i år. Der kan forventes en kursreaktion på nyheden torsdag.