Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Og hvilket tag! Keops Huset ligger i det tidligere Harvings Pakhus som en meget synlig kolos i bybilledet på Sydhavns Plads, beliggende på hjørnet af Scaniagade og Sydhavns Plads/Vasbygade. Synlig, fordi det er et af de mest trafikerede kryds i den københavnske bytrafik.
Det nye domicil har en stor facadeværdi - og udgør i sig selv en ret så udsædvanlig byggehistorie, idet byggeriet af ejendommen på en måde har taget godt 85 år!
Oprindeligt blev Harvings Pakhus opført i 1919 som en fin repræsentant for den periodes pakhuse i national-romantisk stil. Huset blev dog aldrig bygget helt færdigt.
Faktisk blev kun knapt halvdelen af det påtænkte hus opført. Senere kom det til at tjene som ostelager og endnu senere som fjernarkiv for Det Kongelige Bibliotek. Men ingen tænkte åbenbart på at færdiggøre byggeriet - før Keops købte ejendommen i 1999. Siden blev byggeriet gang på gang udskudt, før Keops omsider satte gang i byggeprocessen i januar 2004.
I samarbejde med Aarhus Arkitekterne har Keops Development altså nu fuldendt det arbejde, der blev påbegyndt i 1919. Og det karakteristiske hus er færdigbygget i harmoni med det oprindelige grundlag. Færdiggørelsen respekterer den tidligere bygherres intentioner, samtidig med at vor tids krav til moderne kontorlandskabers fleksibilitet og effektivitet tilgodeses.
God plads til alle
I Keops Huset er der rigeligt med plads til alle. Her samler Keops medarbejderne fra Rådhuspladsen (Keops InvestorPartner, Keops EjendomsHolding og de fælles koncernfunktioner) og fra Birkerød (Keops Development og Keops Bolig).
Huset bliver dermed arbejdsplads for cirka 120 medarbejdere, som får masser af plads, idet huset som udgangspunkt har omkring 38 kvadratmeter pr. medarbejder. Det sikrer, at der er mulighed for fortsat udvikling af koncernen i de nye rammer.
»Det seneste år har været meget opløftende for os. Det skaber store forventninger, og vi tror på, at vi kan gøre det endnu bedre, når vi kommer under samme tag. Det letter den interne kommunikation meget, og det skaber en god personlig kontakt i virksomheden. Vi skal være bedre til at udnytte synergierne ved at være store,« siger adm. direktør Mads Richardt, Keops.
Keops Huset har syv etager plus kælder. Ejendommen består af 6.500 kvadratmeter kontor, godt 900 kvadratmeter kælder samt en syvende sal med knap 400 kvadratmeter fælles tekniketage. Der anlægges endvidere 110 nye parkeringspladser fordelt på 65 pladser i en ny P-kælder samt 45 pladser på terræn. I kælderen indrettes desuden lager og fitness-rum.
Myhlenberg er totalentreprenør på P-kælder, råhus og aptering, mens Kirkebjerg har installationsentreprisen. Projektet omfatter også det mindre kontorhus (Bananen), som ligger mellem Keops Huset og naboen, Statoil-tanken. I alt er der tale om et projekt til i cirka 200 millioner kroner, hvilket også er den sandsynlige mindstepris, når Keops efter planen sælger ejendommen.
»Vi er jo primært et udviklingsselskab, så man kan sige, at vi tager vores egen medicin. Vi skal ikke eje huset selv. Vi udvikler det, sælger det og bor til leje,« forklarer Mads Richardt.
Vokser i Sverige
Det er første gang, Keops bygger et domicil til sig selv. Men det betyder ikke, at koncernen bliver alene i huset. Keops sætter sig på 1.-4. sal, mens resten af huset lejes ud til andre erhvervslejere - som deler faciliteterne i stueetagen med Keops.
Her bliver der fælles reception, kantine og mødefaciliteter. De øvrige etager er indrettet med kontormiljøer langs ydermurerne ved ejendommens mange vinduespartier. I den centrale kerne placeres servicelokaler, mødelokaler, printer- og kopirum og køkkenfaciliteter.
Når de nye rammer er på plads, kan Keops-ledelsen koncentrere sig om at opfylde en række store ambitioner for den videre udvikling af koncernen.
Knap var det nye år kommet i gang, før Keops meddelte, at der er truffet aftale mellem LjungbergGruppen og Keops-koncernen om erhvervelse af ejendoms-porteføjlen »Södertälje«, beliggende lige syd for Stockholm. Porteføljen omfatter boligejendomme på cirka 33.000 kvadratmeter og erhvervsejendomme på cirka 36.000 kvadratmeter.
Prisen er angivet til 370 mio. kr., og dermed fortsætter Keops med at fokusere på det svenske ejendomsmarked, hvor koncernen efter opkøb sidste år råder over en organisation på cirka 80 medarbejdere, bl.a. med ekspertise inden for ejendomsadministration.
Et af Keops' fokusområder er netop opkøb af attraktive investeringsejendomme i Sverige, delvist finansieret gennem udstedelse af danske børsnoterede obligationer med sikkerhed i de samme ejendomme. På denne måde har Keops-koncernen i 2004 erhvervet investeringsejendomme i Sverige for tilsammen cirka 3,8 milliarder svenske kroner.