Kendt traktorfabrikant skuffer på den lange bane

Amerikanske John Deere, der fremstiller traktorer og andre landbrugsmaskiner, overgår markedets forventninger til regnskabet for fjerde kvartal målt på indtjeningen pr. aktie.

Foto: RICK WILKING
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Men selskabets forventninger til indtjeningen i det kommende regnskabsår ligger til gengæld lavere, end markedet havde forudset.

Deere nåede et overskud på 1,83 dollar pr. aktie, hvor der var ventet 1,57 dollar pr. aktie ifølge estimater indsamlet af Bloomberg. Samlet set er overskuddet for hele regnskabsåret på 3,16 mia. dollar, hvilket ifølge selskabet selv er det næsthøjeste nogensinde.

Omsætningen er på helårsbasis faldet 5 pct. til knap 9 mia. dollar, og en afmatning i landbruget betyder, at der er færre penge at tjene på landbrugsudstyr, anfører selskabet.

I 2015 ventes et overskud på omkring 1,9 mia. dollar, hvilket svarer til 5,36 dollar pr. aktie. Og det er mindre, end analytikerne havde set frem til. Konsensusforventningen var 6,34 dollar ifølge estimater indsamlet af Bloomberg.