Kendt streetfoodkæde er gået konkurs: »Det er en positiv historie«

Lele

Den kendte vietnamesiske streetfoodkæde LêLê er gået konkurs.

Det fremgår af CVR-registeret og bekræftes af virksomhedens direktør.

Direktør i LêLê, Dan Bång, mener alligevel, at der er tale om en positiv historie, og kunderne i LêLê kan da også ånde lettet op, for det er ikke forbi for den vietnamesiske kæde.

»Vi har ladet aktiviteterne i det gamle selskab videreføres til et nyt. Det er business as usual. Det er samme koncept og samme medarbejdere,« siger han til B.T.

Virksomheden må dog lade livet i det populære streetfood marked Torvehallerne i Indre by i København. Dan Bång fortæller, at de tre medarbejdere på det enkelte spisested måttet afskediges.

Hvad er årsagen til, at LêLê er gået konkurs?

»Vi har fået en ny investor ind, så det fortsættende selskab er styrket økonomisk. Aktiviteterne er overdraget til det nye ApS.«

Men hvorfor er I gået konkurs?

»Der har selvfølgelig været en negativ egenkapital, som har gjort, at det har været nødvendigt at få en ny investor ind, og så er konstruktionen blevet sådan, at vi har været nødt til at lade det gamle selskab gå konkurs,« siger Dan Bång.

LêLê har de seneste år været martret af blodrøde tal og havde i resultatopførelsen for 2018 et underskud på 2,6 mio. kr. samt en negativ egenkapital på 2,9 mio. kr.

Dan Bång oplyser, at der er tale om en virksomhedsoverdragelse. Det betyder, at der startes et nyt selskab under samme navn, der giver mulighed for at få afskrevet en del af den store gæld, der opbygget i det forhenværende selskab.

LêLê har spisesteder på Vesterbrogade, Fisketorvet, Østerbrogade, Lyngby Storcenter, Kastrup Lufthavn og førhen også i Torvehallerne i Indre by.

Ved etableringen af det nye anpartsselskab, tager LêLê serieinvestoren Per Ulrik Andersen ind, der også er medejer af tøjvirksomheden Samsøe + Samsøe, der leverer en kapitalindsprøjtning på et uspecificeret millionbeløb. Per Ulrik Andersen kommer fremover til at eje 50 pct. af virksomheden.

»Det er en måde at få rettet op på det er at se i øjnene, at det er bedst at drive aktiviteterne videre på samme måde bare i et nyt selskab. Det er sådan set en positiv historie i virkeligheden,« siger Dan Bång.

LêLê er stiftet i

Det er vel sjældent en positiv historie at have underskud.

»Nej, men det positive er, at stort set alle arbejdspladserne består. Det kommer jo an på, hvordan man vil vinkle denne historie, men for os er det vigtigste, at vi har reddet alle de her arbejdspladser.«