Kasper Rørsted får kinesere og amerikanere til at købe Adidas

Adidas, der har danskeren Kasper Rørsted som direktør, satte turbo på indtjening og salg i første kvartal.

Danskeren Kasper Rørsted har været administrerende direktør for Adidas siden 2016. (Arkivfoto) Daniel Karmann/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Et øget salg af sportstøj trak Adidas' resultater i vejret i første kvartal.

Det tyske selskab, der har danskeren Kasper Røsted som direktør, fremhæver en god udvikling i Kina, Nordamerika og salget på nettet.

Samlet solgte Adidas for 43,9 milliarder kroner i januar, februar og marts. Det er seks procent højere end året før.

Overskuddet er steget endnu mere. Det skyldes blandt andet lavere udgifter til markedsføring og et højere salg af produkter med god indtjening.

Overskuddet er vokset med 16 procent til 4,7 milliarder kroner i første kvartal. Det viser regnskabet fra Adidas, der er offentliggjort fredag morgen.

»Vi havde en succesfuld start på året, hvor vi leverede en tocifret procentmæssig vækst på vores strategiske vækstområder - Kina og e-handel - og endnu en gang øgede profitabiliteten« siger Adidas-direktør Kasper Rørsted i en kommentar til regnskab.

Kasper Rørsted blev hyret som ny direktør i 2016 og har siden haft som opgave at forbedre Adidas' indtjening.

Fokus har været på markederne i Nordamerika og Asien samt et øget sats på e-handel, hvor der er flere penge at hente end i de fysiske butikker. Salget på nettet er steget 40 procent det seneste år.

Adidas fastholder sine forventninger til hele året, der går på at øge salget mellem fem og otte procent.

Samtidig forventer det tyske tøjselskab at tjene mellem 14 og 14,6 milliarder kroner.

/ritzau/