Kasi-Jesper involveret i ny konkurs

Nu er endnu et selskab stiftet af forretningsmanden taget under konkurs.

Jesper Kasi Nielsen foran Østre Landsret i forbindelse med skattesagen imod ham.. (Foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix 2017) Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er langtfra første gang, at Jesper Nielsen, også kendt som Kasi-Jesper, er involveret i konkurssager, ledelsesforbud eller konkurskarantæner.

Og nu er endnu et selskab stiftet af forretningsmanden taget under konkurs.

De sidste sløjfer er ved at blive bundet, for det er Shop Solutions ApS, som var ét af Jesper Nielsens to resterende selskaber i Danmark. Det fremgår af Statstidende.

Ifølge Finans, der har fået oplysninger af advokat Boris Frederiksen, så er afslutningen på Kasi ApS nu endegyldigt ved at blive en realitet.

»Jeg fornemmer, at vi nærmer os en afslutning på det, der oprindelig startede med Kasi ApS. Undervejs har det vist sig, at der var tråde til andre selskaber, men generelt er aktivitetsniveauet – i hvert fald i Danmark – faldet ganske dramatisk de seneste år,« fortæller Boris Frederiksen og tilføjer:

»Sager skal helst ikke vare til evig tid, og derfor er det rart, at vi nærmer os målstregen. Vi er nu der, hvor det er tid til at binde de sidste sløjfer og få sagerne afsluttet.«

Det er endnu uklart, hvad der ligger bag den seneste konkurs, men ifølge Boris Frederiksen er der formentlig tale om diverse mellemregninger i forhold til andre og tidligere selskaber.

Kasi-Jesper er langtfra et anonymt ansigt i det danske erhvervsliv.

Tilbage i 2007 blev Kasi-Jesper hovedsponsor for Brøndby IF, og senere stod han bag håndboldholdet AG København, der gik konkurs i 2012. Jesper Nielsen blev også især kendt for at sælge smykker fra det danske firma Pandora i Tyskland. Efter bruddet med Pandora i 2010 startede han smykkefirmaet Endless, der også gik konkurs i 2016

I september 2021 fik hele tre medlemmer af 'Kasi-familien' en dom, da Sø- og Handelsretten mente, at de havde udvist 'groft uforsvarlig forretningsførelse'.

Det gav Jesper Nielsen, Annette Laustrup Nielsen og Dorthe Nielsen, der alle har drevet virksomheden Kasi ApS, forbud mod at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed de næste to år.