Kartofler slår makrelguf

Makrelguf mætter ikke så godt som kartofler, fastslår formanden for Dansk Kartoffelproducentforening, Kristian Kristensen, der kan smage forskel på tyske og danske kartofler.

Læs mere
Fold sammen
De unge svigter kartoflen. Er det noget vi skal bekymre os om?

»Ja, det synes jeg vi skal.«Uden at afsløre det overfor læserne kan vi to vel godt blive enige om, at de unge er lidt dovne. De gider simpelthen ikke at skrælle kartofler, når de kommer hjem på deres skateboard om aftenen. Så er det vel også nemmere med noget makrelguf?

»Nej da. Skal man være mæt, skal der kartofler til, og de skal tage den tid, det tager at skrælle kartofler.«I klager også over, at der tyske kartoffelproducenter ligger på lur nede ved grænsen og er klar til at rykke ind i danske butikker. Kan du smage forskel på en dansk og en tysk kartoffel?

»Ja da. Kvalitetsmæssigt er de danske kartofler bedre, og vi skal holde fast i den danske kvalitet. Det er alfa og omega, og vi skal forkæle vores forbrugere.«Jeg har ikke spist kartofler, siden jeg flyttede hjemmefra i 1979.

»Har du virkelig ikke det?«Hvorfor skal jeg nu lige pludselig til at spise sådan en melet rodfrugt?

»Jamen det er så sundt. Du behøver ikke at spise så tit, og du bliver mæt på en mere behagelig måde.«Kan ikke bare eksporterer nogle af alle de kartofler, som i producerer. Svineproducenterne eksporterer jo også alt det svinekød, som vi ikke kan spise?

»Ja, det kan vi godt, men der også konkurrence uden for landets grænser. Vi eksporterer rent faktisk en del forarbejdede kartofler til Tyskland, Holland og Østrig. Når de skal have kvalitetsprodukter i udlandet, bestiller de i Danmark,« når Kristian Kristensen lige akkurat at sige, inden har styrter ud i kartoffelrækkerne på sin ejendom i Midtjylland. Her dyrker han kartofler på et areal, der svarer til 300 fodboldbaner.