Rigmanden Karsten Ree tabte fra 2020 til 2021 godt og vel en milliard kroner på kapitalandele og værdipapirer i tre af sine holdingselskaber.
Her er formuen faldet cirka 3,7 milliarder kroner til 2,8 milliarder kroner.
Det skriver Jyllands-Postens Finans.
Og meget tyder på, at tabet kun bliver større.
I hvert fald sagde Karsten Ree til Finans i marts, at han stadig taber penge på sine aktieposter.
Lige nu oplever aktiemarkederne store faldt i hele verden som følge af krigen i Ukraine og frygtede rentestigninger, der skal tøjle en buldrende inflation.
Alibaba
Karsten Rees tab er især foranlediget af et kæmpe tab på den kinesiske tech-gigant Alibaba. I 2021 tabte han cirka 1,5 milliarder kroner alene på denne aktie, har han oplyst til mediet.
Alibaba-aktien har stort set været i frit fald siden efteråret 2020. Det kinesiske regeringsparti, kommunistpartiet, har haft et ønske om at kontrollere techgigantens aktiviteter og få adgang til dens data. Dertil forsvandt stifteren af Alibaba, Jack Ma, i en periode, efter at han – mente de kinesiske myndigheder – havde været for åbenmundet i sin kritik af styret.
I løbet af det seneste år er Alibaba-aktien faldet med 63 procent.
Og lige nu er tech-aktierne verden over ramt. Det største tech-indeks i verden, amerikanske Nasdaq, er på et år faldet med næsten 30 procent.
Værre end it-boblen og finanskrisen
Og Alibaba er langtfra alene om at være Karsten Rees eneste tech-aktier.
Rigmanden har også aktier i Meta (Facebook), Amazon, Google og kinesiske Tencent.
De første to har tabt mere end 40 procent værdi i løbet af det seneste halve år. De andre over 20 procent.
»Mine investeringer har været negative meget længe. Jeg kan ikke andet end håbe på, at det snart bliver bedre, men jeg kan faktisk ikke huske, at det på noget andet tidspunkt er gået så meget nedad i så lang en periode,« sagde Karsten Ree til Finans i marts.
Karsten Rees formue stammer fra Den Blå Avis og Bilbasen, som han solgte til eBay for 2,1 milliard kroner i 2008.
I dag ejer Ree blandt andet safariparken Ree Park og rejsebureauet Africa Tours.




