Kapitalfonde med modvind på cykelstien

Byline foto billede 2018 Bylinefoto Jens Christian Hansen Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Den særlige kapitalfondsmodel er igen kommet i modvind. Det sker i kølvandet på en række store udfordringer for kapitalfondsejede virksomheder især i detailhandelen.

Virksomheder som på grund af stor gældsætning eller fejltimet vækst har mistet pusten. For et par måneder siden gik Fætter BR-legetøjskoncernen Top-Toy konkurs på grund af for stor gæld. Udfordringerne tårner sig op også for virksomheder som Løgismose Meyer, Flying Tiger Copenhagen, Joe & The Juice. Alle tre virksomheder som for nogle år siden blev solgt til kapitalfonde til tårnhøje priser.

Tidligere er andre familieejede virksomheder som møbelkæderne Biva og Ilva røget i gulvet efter skiftet fra familieejerskab til kapitalfondsejerskab.

Andre virksomheder i detailhandelen, som har skiftet fra familieeje til kapitalfondseje de senere år, er Lagkagehuset, Lakrids Bülow, Babysam med flere. Og for år tilbage var Pandora og Matas en tur over kapitalfondseje, inden de blev børsnoteret.

Er der så en rød tråd i disse kapitalfondsejerskaber? Er kapitalfondsejerskab godt eller skidt?

Jeg vil vove den påstand, at der ligesom med andre ejerformer er gode erfaringer såvel som dårlige erfaringer – og alt derimellem. Altafgørende er timing og ledelse. Samt kemien mellem stifterfamilierne og regnedrengene i kapitalfondene. Den kemi viser sig for ofte at krakelere.

Kapitalfondsejede virksomheder læsses typisk til med en stor gæld. Dels gæld til at finansiere opkøbet, dels gæld til at vækste for. Succes eller fiasko for en kapitalfond viser sig ikke ved opkøbet, men først når virksomheden igen skal sælges (exitten).

Høj gældsætning er ikke noget problem, men det kræver vækst og ikke mindst et stigende cash-flow (pengestrøm). Skuffer væksten, skuffer cash-flowet, og så risikerer høj gæld at blive en møllesten om halsen på ellers driftsikre virksomheder.

Det er sket for Top-Toy, og et lignende mønster anes i selskaber som Løgismose, Joe & The Juice, Tiger og Lagkagehuset. Kraftig vækst, men også kraftige fald i indtjeningen, kræver løbende frisk kapital.

Læg hertil at kemien mellem den gamle ejer og den nye ejer ofte støder på grund. Det er set i Top-Toy, Løgismose, i Tiger og senest i Joe & The Juice.

Stifter og direktør Kasper Basse overlod for få dage siden de daglige forretninger til sin efterfølger og er i stedet blevet formand i Joe & The Juice. Virksomheden forsøgte at sælge dette skifte som en positiv historie, men netop formandsposten i en kapitalfondsejet virksomhed har meget begrænset indflydelse.

Al magten ligger hos kapitalfonden, som jo også sidder med i bestyrelsen. Formanden bliver i den forbindelse i nogen udstrækning en »lame-duck.« Nu er spørgsmålet så, hvor længe iværksætteren Kasper Basse kan holde det ud.

Den største succes for en kapitalfond de senere årtier er så afgjort smykkekoncernen Pandora. Godt nok ligger den pt. underdrejet på grund af ledelsesproblemer, men Pandora var næppe vokset til en global virksomhed, hvis kapitalfonden Axcel ikke var kommet ind på et tidspunkt og fik sparket gang i væksten.

Kapitalfondsmodellen har mange modstandere, ikke mindst i den politiske verden. Men rigtigt turneret og rigtigt timet har denne særlige ejerform fordele i forhold til andre ejerformer i dansk erhvervsliv. Lykkes operationen ikke, eller er ledelsen i kapitalfonden for umoden eller for dårlig, så falder de kapitalfondsejede virksomheder dog tungt på grund af gældsbyrden.

Jens Chr. Hansen er Berlingskes erhvervskommentator

»Kemien mellem stifteren og kapitalfonden fejler (for) ofte«