Kapitalfond overtager dansk producent af lagerautomater

GENERATIONSSKIFTE. Største investering fra Erhvervsinvest II, som har et samlet kapitalgrundlag på 700 millioner kroner.

Danmarks eneste producent af lagerautomater, Handler A/S i Humlebæk, er blevet overtaget af kapitalfonden Erhvervsinvest II K/S.

Erhvervsinvest har købt 85 procent af aktierne i det privatejede Handler A/S. Firmaets stifter, Niels Damgaard, beholder de sidste 15 procent og fortsætter som medejer og administrerende direktør.

Handler A/S har udviklet lagersystemer siden 1981. I dag producerer firmaet lagerautomaten Logimat, lagerreoler samt deres softwaresystem SHARK.

Lagerautomater er med til at udnytte lageret optimalt – både med hensyn til pladsudnyttelse og med hensyn til den tid, som man sparer, når plukkeemnerne skal lokaliseres.

For Erhvervsinvest II er der tale om selskabets første investering. Niels Damgaard ser salget som en del af et naturligt generationsskifte. Forhandlingerne har stået på i et par måneder.

»Det har været vigtigt for mig at finde en løsning, som er den rigtige for virksomheder og medarbejderne. Jeg ser frem til, i samarbejde med Erhvervsinvest, at udbrede Handlers produkter på flere markeder, siger Niels Damgaard.

Erhvervsinvest satser da også på at udbygge Handlers førende markedsposition herhjemme og sætte en international ekspansion i gang.

»Handler er en interessant virksomhed med et attraktivt vækstpotentiale,« siger Thomas Marstrand, direktør og Managing Partner i Erhvervsinvest.

Thomas Marstrand indtræder selv i Handler A/S’ bestyrelse. Det gør han sammen med Jesper B. Rasmussen, adm. Direktør i KVM Industrimaskiner og Kim Bondegaard, Senior Vice President, Novo Nordisk A/S.

Erhvervsinvest har tidligere erhvervet aktiemajoriteten i blandt andet Aalborg Træindustri A/S, Haslev Møbelsnedkeri A/S, Hurup Møbelfabrik A/S, Elite Gaming A/S, Krøger A/S, Ellegaard A/S og Vikima A/S.

Erhvervsinvests investorer er et bredt udsnit i Danmarks økonomiske fonde, pengeinstitutter og finansieringsselskaber – blandt andet PFA, Vækstfonden, Nykredit, Spar Nord Bank og Finanssektorens Pensionskasse. Erhvervsinvest har specialiseret sig i investering i mindre og mellemstore danske virksomheder i forbindelse med generations- og ejerskifter.