Kaos i boligskatten sender milliarder i statskassen

Her følger de vigtigste Business-nyheder, du skal kende til, før du for alvor tager hul på dagen. Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver at læse én artikel fra morgenstunden for at være opdateret.

En ulykke kommer sjældent alene. I hvert fald ikke i skattevæsenet, hvor skatteminister Morten Bødskov for tiden får masser af øvelse i krisehåndtering. IT-kaos medfører nu, at danskernes gæld til det offentlige fortsat vokser. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sune Stavnstrup Sørensen/Ritzau Scanpix

Godmorgen og velkommen til dagens nyhedsoverblik. Vi er nu tættere på den kommende weekend, end vi er på den forgangne, og det kunne man meget vel forestille sig, at landets skatteminister er glad for.

For mens Morten Bødskov (S) flere gange vil optræde i dette businessoverblik, har danskernes gæld til det offentlige sat kurs mod stjernerne. Det er modsatte retning af forventningerne hos danske Novozymes, som indirekte lider under præsident Donald Trumps toldkrig med Kina.

IT-fadæsen hos skattevæsenet fører til voksende bjerg af offentlig gæld

Skattevæsenet måtte onsdag endnu engang melde ud, at ingen tidsplaner holder i forhold til at få skatteinddrivelsen på rette vej. Det betyder ganske enkelt, at danskernes bjerg af skattegæld formodentlig vil blive ved med at vokse. Og dette bjerg af gæld har allerede nået et omfang af hele 117 milliarder kroner.

»Eftersynet viser, at vi står i en ganske alvorlig situation. En million danskere skylder næsten 120 milliarder kroner til det offentlige. Der er ingen tvivl om, at gældsområdet er slemt udfordret. Jeg tror, at vi er i en periode, hvor gælden fortsat vil stige,« sagde skatteminister Morten Bødskov (S) i går.

Ministeren aner ikke, hvor længe gælden bliver ved med at stige, og han tør heller ikke give garantier for, hvornår det nye og længe ventede IT-system vil virke. Planen er i 2021, men udfordringen er, at få alle de offentlige kreditorer koblet på systemet, og det er tilsyneladende en omfattende opgave.

Skatteministeren er ikke videre tilfreds, men det er heller ikke nemt at være skatteminister i disse dage – endnu en grund følger senere i OVERBLIKKET.

Novozymes presses yderligere af handelskrig

Heller ikke i Novozymes er nyhederne gode. For nylig måtte den danske milliardforretning nedjustere forventningerne til vækst og indtjening, og onsdag viste virksomhedens kvartalsregnskab, at de indtørrede forventninger bunder i krisen blandt kunderne i Nordamerika. Det skriver Finans.

En stor del af Novozymes' kunder er amerikanske, og her bliver de enzymer, som det Bagsværd-baserede selskab producerer, i høj grad anvendt til produktion af bioethanol. Denne bioethanol blev tidligere eksporteret i store mængder til Kina, men med eskaleringen af handelskrigen mellem Kina og USA, lukkede Kina for import af amerikansk ethanol, hvilket hurtigt forplantede sig til Novozymes.

I det store og hele holder Novozymes sig til forventningerne, som selskabet meldte ud, da det for to uger siden droslede ned for forventningerne. Men helt godt er det altså ikke, oplyser adm. direktør for Novozymes, Peder Holk Nielsen.

»Jeg er vokset op på en gård, så jeg ved godt, at der er fede år og magre år, men 2019 har godt nok været et af de virkelig magre, når man ser på de områder, der har noget med landbrug at gøre,« siger Peder Holk Nielsen til Finans.

De vinder og taber på Bødskovs boligskattebombe

Onsdag måtte Morten Bødskov (S) ud og fortælle, at det nye boligskattesystem, som ifølge planen skulle træde i kraft 1. januar 2021, er blevet udskudt. Ikke bare en smule, men tre år. Dermed kommer der til at gå syv år, fra beslutningen om de nye skatter blev truffet, til de bliver rullet ud. Hvis den nye plan holder.

Samtidig er det ikke længere sikkert, at de nye ejendomsvurderinger kommer i andet halvår 2020. Nu er meldingen, at ejendomsvurderingerne måske først kommer ved udgangen af 2022.

Berlingske har bedt en stribe økonomer give deres bud på, hvem der bør glæde sig, og hvem der bør ærgre sig over den nye køreplan. Her kan du læse, hvem der taber og vinder på Bødskovs boligskattebombe.

Udskydelse af nye boligskatter sender tre milliarder i statskassen

Mens udskydelsen af det nye boligskattesystem betyder, at mange boligejere fortsat må betale for meget, får Staten til gengæld en gevinst på tre milliarder kroner om året som følge af udskydelsen, oplyste Skatteministeriet onsdag.

Statskassen vil dermed samlet få en gevinst på cirka ni milliarder kroner.

Skatteforhøjelsen opstår blandt andet, fordi regeringen lægger op til at tage nye, forhøjede vurderinger i brug næste år. De lavere skattesatser, der ifølge aftalen skulle følge med, vil til gengæld først komme boligejere og -lejere til gavn i 2024.

Morten Bødskov selv var onsdag ikke meget for at forklare, at boligejerne umiddelbart står foran en højere skatteregning end hidtil planlagt, men han sagde dog:

»Hvis du bare lader det nuværende system gælde, så er det rigtigt, at så fortsætter ejendomsskattestoppet og den automatiske stigning af grundskylden.«

Tre forhold, investorerne skal holde øje med:

Investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet fremhæver her tre forhold, som investorerne skal holde øje med i dag:

  • Nordea aflægger regnskab. Kommer storbanken med en ny og langsigtet plan; indfører den negative renter for danske privatkunder, og vil den nye, danske topchef sætte sit eget præg på sit første kvartalsregnskab?
  • Pandora-aktien steg onsdag med 15 procent, efter at Carnegie, som de seneste år har været kursdirigenten, opjusterede sin anbefaling til en mindre negativ en af slagsen. Er der et andendagsgilde i aktiekursen?
  • Alle venter i spænding på Brexit-udfaldet. Giver EU Boris Johnson yderligere tre måneder, eller bliver der blot blive tale om at udskyde tidsfristen med et par uger? Investorerne forholder sig i ro fra morgenstunden med et roligt britisk pund, som fortsat koster 8,66.

Det sker på markederne

Indeks & udvikling i procent.

Aktier USA

  • S&P 500 0,28 pct.
  • Nasdaq 0,19 pct.
  • Dow Jones 0,17 pct.

Aktier Asien

  • Nikkei 225: 0,6 pct.
  • Hongkongs Hang Seng: -0,5 pct.
  • China Shanghai Composite: -0,2 pct.
  • Sydkoreas Kospi: -0,2 pct.

Indeksværdi klokken 6.20.