Kan Peter Høgsted levere varen?

Jens Christian Hansen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Fremgangen i dagligvaregruppen Coop lader vente på sig. Hvis man vælger at udtrykke det positivt. Der er sandt for dyden ikke meget at juble over, medmindre man da er tilfreds med stilstand.

Det må ligefrem give kuldegysninger i Coop-toppen at tænke på, hvordan det ville have set ud i 2018, hvis der ikke var kommet en ekstraordinær gevinst på ejendomssalg på trekvart mia. kroner ind i regnskabet. Driften fra Kvickly, SuperBrugsen, Dagli’Brugsen, Irma og Fakta er ikke noget at skrive hjem om.

Der synes at være noget grundlæggende galt i brugsen. Det store andelsforetagende humper mildest talt af sted. En direkte sammenligning på hovedtallene med den anden store detailhandelskoncern i Danmark, Salling Gruppen med Netto, Føtex og Bilka i folden, giver ikke så meget mening. Dertil er ejerformen i disse to grupper for forskellig.

»Så er underskuddet fra Coop Bank endda ikke med i det regnestykke.«


I virkelighedens verden skuffer Coop, endnu engang. Omsætningen falder, og ja, det er der nogle gode grunde til. Men man skal ikke pille meget i 2018-regnskabet for at konstatere, at fremgangen på bundlinjen er papirstynd, i nogen udstrækning båret op af ekstraordinære indtægter. Og så er underskuddet fra Coop Bank endda ikke med i det regnestykke.

Topteamet i domicilet i Albertslund, adm. direktør Peter Høgsted og formanden Lasse Bolander, må formodes at være ekstra sammentømret efter det hidsige opgør i baglandet i 2018, som Høgsted og Bolander vandt. Lidt forenklet sagt vandt de to ét slag, men vandt de også krigen?

Godt nok er presset fra baglandet væk, i hvert fald i denne omgang, men presset fra markedet generelt på omsætning og indtjening er stigende. Det gør det kapitalfattige Coop endnu mere sårbar.

Det skal med, at Coop i 2018 har lukket butikker og investeret i ny IT, men det gør konkurrenterne jo også. Eneste trøst, hvis det kan være en trøst, for Coop-ledelsen må det være at se, at en anden konkurrerende dagligvaregruppe, nemlig Dagrofa, har det endnu værre.

Høgsted/Bolander karakteriserer 2018-regnskabet sådan: »Årets samlede resultat anses af ledelsen som værende tilfredsstillende og som forventet, markedssituationen og engangsposterne taget i betragtning.« Hm, og hvordan skal man så tolke det? Ikke just skrigende jubelscener.

Peter Høgsted har siddet som topchef i nu seks år. Godt nok har han fået børstet lidt af Coop-støvet af og rokket ved konventionerne i det tunge system. Blandt andet med sit madmanifest, opgøret med baglandet og en direkte måde at udtrykke sig på.

Men er det nok? Er det lykkedes Peter Høgsted at fremtidssikre Coop? Er Peter Høgsted den rigtige mand? Svarene på disse spørgsmål begynder at trænge sig på efter seks år på posten uden markant forbedring i den grundlæggende indtjening.

Som andelsforetagende skal ledelsen balancere sig igennem hensynet til kunder og ejere, som i dette tilfælde langt hen ad vejen er de samme. Brugsens 1,8 millioner medlemmer fik således 888 mio. kr. tilbage i bonus og rabatter. Coop er ikke gældstynget, men det til trods er kapitalgrundlaget i en tid med store investeringer fremover ganske svag.

Coop er ikke noget nemt skib at navigere i en tid, hvor udsynet er diset som aldrig før. Men det er nu engang opgaven i en virksomhed, som pinedød skal have forbedret indtjeningen markant, hvis Coop på den lidt længere bane vil undgå at blive skubbet ud af markedet.

Jens Chr. Hansen er Berlingskes erhvervskommentator

»Høgsted vandt et slag, men vandt han også krigen?«