Kan man stadig tale om "Land of the Free"?

Er amerikanerne så frie, som de selv tror, at de er, spørger Berlingske korrespondent i USA.

Foto: SPENCER PLATT.
Læs mere
Fold sammen

Nogle trækker på smilebåndet af amerikanerne, når de svinger sig helt op under skyerne og erklærer, at de lever i det frieste samfund i hele verden. Jo, danskerne, tyskerne og franskmændene er også frie – sådan på en europæisk måde. Men i USA er man pr. definition fri til at træffe de beslutninger, der skal til for at leve et lykkeligt liv, hvis bare man ikke skader andre i bestræbelserne, og at man i øvrigt ikke forhindrer andre i at leve, som de vil.

Sådan er det selvfølgelig ikke. For amerikanerne er blevet lige så meget ramt af bureaukrati og direktiver og forordninger som europæerne. USA er i dag et gennem­reguleret samfund, hvor folk har svært ved at gennemskue en lov- og en reguleringsjungle, der vokser sig større og større for hver dag, der går.

Jeg vil gerne give amerikanerne så meget, at der ikke er nogen tvivl om, at de et langt stykke hen ad vejen virkelighed har en grundlovssikret frihed, der stadig er ret unik i verden. Og måske verdens smukkeste forfatning, som mange andre har været misundelige på. Især indledningen til forfatningen »We the People« har været et stærkt udtryk for, hvem der bestemmer. Folket og ikke en regering. Det er folket, der bestemmer, og det er folket, der har retten til frihed, som ingen regering eller myndighed skal indskrænke retten til.

Men når man så har oplevet det amerikanske bureaukrati, og man lytter til erhvervslivets beklagelser over reguleringerne, så er man ikke forundret over, at amerikanerne mener, at friheden for alvor er truet. Og det er ikke kun de stærkt konservative, der mener det. Det er såmænd også demokrater og andre, som slås med loven og især med reguleringerne, som er det, der fylder mest i amerikanernes bevidsthed.

Her forleden læste jeg den benhårde konservative og libertarianske (i USA kan man godt være begge dele) Charles Murray skælde ud i The Wall Street Journal. Nu kan man trække på skulderen af den 72-årige Murray, som sidder på tænketanken American Enterprise Institute og surmuler over, at samfundet er på vej til at synke ned i en ny stenalder. Men det vil være uklogt. For han har ret – den gamle – i en del iagttagelser, selv om han sætter tingene på spidsen.

Det er næppe nogen hemmelighed, at han hader demokrater og liberale, som herovre er sådan en blanding af Radikale Venstre, Socialdemokrater og SFere, selv om sammenligningen ikke holder i virkeligheden. Men nu ved vi, hvem han ikke kan lide. Men han mener, at USA faldt totalt sammen, da USAs tidligere præsident Franklin D. Roosevelt med sin regulative reformer og New Deal ødelagde, hvad USAs fædre langsomt havde bygget op. Derefter var døren åbnet for, at den føderale regering (det er et skældsord herovre) fuldstændig uden for kontrol kunne åbne helvedes porte og tillade alle mulige regulativer, der i virkeligheden ikke er nedfældet i nogen lov.

Som Murray konstaterer fra sin kontorhule tæt på Det Hvide Hus, så er antallet af føderale forbrydelser, du kan begå i USA 4.450. Målt i 2007 som var det sidste år, hvor man optalte den slags ting. Men problemet er, at det er en 50 procents stigning siden 1980, hvilket ifølge Murray er grotesk, fordi det viser en føderal regering, der har taget for meget magt.

Men dertil kommer det, der er værre: At de fleste af disse føderale forbrydelser ikke har en lovmæssig baggrund. Det vil sige, at borgerne ikke aner, hvornår de overtræder loven af den simple grund, at de er uigennemskue­lige for almindelige borgere, og som sagt er rodfæstet i det juridiske begreb, der hedder »malum prohibitum« – en forbrydelse fordi regeringen misbilliger det.

Alle ved, skriver Murray, at det er forbudt at begå bankrøveri. Men hvem ved, hvornår man bryder en lov som Dodd-Frank, som fylder mere end totusinde sider, og som i bund og grund er et forsøg på at genregulere finanssektoren efter krisen. Eller hvordan ved virksomhederne, om de bryder loven om Obama-care, som fylder over 1.000 sider. Og han bliver ved med sylespidse kommentarer at ridse op, hvad der er galt med USA i dag. I begyndelsen af 2013 var antallet af såkaldte »regulativer« oppe på over 170.000, hvoraf kun en mindre del er rodfæstet i en lovgivning.

Milde Moses. Ikke så sært at de amerikanske virksomheder er mere end lidt begejstrerede, når Kongressen forsøger at vedtage nye love, hvad der heldigvis ikke sker hvert år lige i øjeblikket.

Men det kvæler også innovationen. For når ikke engang en livredder i Florida har ret til at redde en fra at drukne, hvis vedkommende går til bunds uden for den pågældende livredders område, så har man nok nået grænsen for reguleringer. Han henviser til en grotesk sag, hvor en livredder i Florida fik en påtale for at krydse en usynlig grænse mellem to livredderområder og redde en persons liv.

Og angsten for at påtage sig opgaver går helt ind i det offentlige system, hvor en ansat i et ministerium eller i en styrelse ikke tør andet end at koncentrere sig om lige den opgave, de har fået stillet, også selv om der kunne arbejdes mere effektivt, hvis folk talte med hinanden.

Når man synes, at Murrays indlæg er interesssant, er det også fordi, at man gennem hans perspektiv ser en række af de problemer, USA vitterligt slås med lige nu. For der er et omfattende bureaukrati, der kan risikere at kvæle stormagten.

Egentlig ærgerligt. For uanset hvordan man vender og drejer det, så er USA ikke alene en økonomisk stormagt. Det er også en nation, man uvilkårligt og med god grund ser op til. Men måske trænger USA til en brat opvågning. Det mener Murray i hvert fald. Og han er ikke i tvivl om kuren. Lug ud i lovjunglen og lad folk genvinde den frihed, de har tabt på gulvet.