Kan Kammeradvokaten holde til et eftersyn?

Byline foto billede 2018 Bylinefoto Jens Christian Hansen Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Det oser langt væk af magtfuld myndighed. Kammeradvokaten; smag på ordet. Statens advokat, der passer på vores allesammens penge. Så kan det ikke blive finere, det ypperste inden for juraen. Med kongekrone og det hele.

Helt sådan er det ikke i virkelighedens verden. Kammeradvokaten også kendt som advokatfirmaet Poul Schmith, i dag beliggende i Shellhuset i København, er såmænd blot ét blandt flere advokatfirmaer. Med de fejl og mangler, med de fortrin og de ekspertiser, som også de andre store københavnske advokathuse har på hylderne.

Ikke desto mindre er det lykkedes for advokatfirmaet Poul Schmith at overbevise staten om, at kun Poul Schmith-advokaterne kan tjene statens interesser bedst muligt, en fastslået kendsgerning siden 1930erne. Og ja, det skæpper godt i kassen hos firmaet og dets 650 ansatte med den højt profilerede konkursadvokat Boris Frederiksen i spidsen.

Kammeradvokaten henter knap en halv mia. kr. fra statskassen, det er en fordoblig over de seneste ti år. Det vurderes at være omkring halvdelen af den samlede omsætning i Danmarks største advokathus.

Bemærk at der er tale om cirkatal og vurderinger. Kammeradvokaten Poul Schmith er nemlig lukket som en østers, når det kommer til indsigt i tal og regnskaber for firmaet.

Den største konkurrent i det frie marked, advokatfirmaet Bech & Bruun, offentliggør derimod regnskaber, ligesom en række af de andre store advokathuse. Det hører med til at være en moderne, transparent virksomhed. Men altså ikke statens advokat.

Gennemsigtighed er ellers et af de syv principper Kammeradvokaten – ifølge firmaets egen hjemmeside – drives efter. Men man kunne polemisk spørge; gennemsigtighed i hvad?

Når det er vigtigt med indsigt i Poul Schmith-firmaets tal, er det, fordi dette firma har en monopollignende status, når det kommer til juridiske opgaver for staten.

Der har igennem de senere år været sporadiske optræk til at få noget mere konkurrence ind i disse opgaver for staten.

Kammeradvokaten hører under innovationsminister Sophie Løhdes resort. For et år siden lød det sådan:

»Jeg har indskærpet, at alle ministerier skal se kritisk på deres forbrug af Kammeradvokaten. Det er utilfredsstillende at se, at forbruget af Kammeradvokaten er steget i 2017. Staten skal derfor se kritisk på sine indkøbsvaner og brug af Kammeradvokaten, for skatteborgernes penge skal bruges, hvor de rækker længst.« Så skete der ligesom ikke mere.

Det kan sagtens tænkes, at advokatfirmaet Poul Schmith vitterlig er den bedste og billigste advokat for staten, men det bliver bare ikke afprøvet, der er ingen gennemsigtighed og stort set ingen konkurrence. Og hvem siger i øvrigt ikke, at det ville være langt billigere for skatteborgerne at tage flere opgaver »in-house« og altså lade statens egne eksperter gøre det juridiske arbejde.

Hertil kommer, at jo større de enkelte advokathuse er blevet, des større er også risikoen for interessekonflikter og habilitetsproblemer. I sær på et tidspunkt hvor det private advokatfirma Poul Schmith også kaster sig over en række andre og indbringende, private advokatforretninger.

Egentlig burde netop kammeradvokaten ligger forrest i feltet, når det kommer til åbenhed og gennemsigtighed. Nok har staten en aftale om timepriser, men advokatarbejde er noget hen ad vejen som at sælge elastik i metermål. Det kræver stor gensidig tillid.

Spørgsmålet er om Kammeradvokaten selv kan holde til et grundigt eftersyn.

Jens Chr. Hansen er Berlingskes erhvervskommentator

»Advokatarbejde er noget hen ad vejen som at sælge elastik i metermål«