Kampen om programmerne på de danske TV-apparater

11 produktionsselskaber sidder på hovedparten af den eksterne produktion til danske TV-kanaler. Markedet er lille, præget af hård konkurrence, minimale overskud og ensartede internationale koncepter.

Der danses og synges, sælges og købes, indrettes og opdrages på de danske TV-stationer. Let spiselige og ensartede koncepter med internationalt islæt ses på alle kanaler. Bag mange af koncepterne står uafhængige, danske TV-produktionsselskaber. Men det er kun de få, der får lov at være med.

Ud af cirka 150 uafhængige TV-producenter i landet sidder kun 11 på 90 procent af markedet. Selskabernes styrke er den krative kapital mere end den økonomiske. Selv blandt de største selskaber præsterer mange minimale overskud.

»Vi er mange om buddet. Det er en hård branche. Den er personrelateret. Man sælger ikke bare en idé mere, man skal sælge sin track record, og man får ikke mange chancer. Samtidigt er vi jo en stor familie, hvor medarbejderne konstant rykker fra den ene til den anden. Så hvis man skal blive rig i den her branche, så skal man lave et format, der sælger i hele verden,« siger Henrik Hancke Nielsen. Han er stifter af produktionsselsakbet Blu, som står bag eksportsuccesen »Den store klassefest«, som er solgt til 25 lande.

Markedets begrænsninger er tydelige med kun fire betydende købere, nemlig DR, TV 2, TV3 og TVDanmark, som alle er interesserede i at købe det sikre: Internationalt afprøvede koncepter, som er kortlagte med alt fra produktionsomkostninger til seer-ratings og målgrupper, og som derfor er nemme at holde op mod stationens profil og reklameindtægter.

»Alle kanaler prøver jo at opfylde seernes behov. Vi producerer det, der efterspørges. Det er så ikke nødvendigvis et udtryk for, hvad seerne vil have. Men det er det, der bliver set mest af,« siger Henrik Hancke Nielsen fra Blu.

Alliancer og fusioner
Den form for efterspørgsel får flere TV-produktionsselskaber til enten at indgå alliancer eller lade sig opkøbe eller fusionere med større mediekoncerner. Det giver adgang til alt fra de internationale koncepter til et stærkere økonomisk grundlag. Således har selskabet Blu hægtet sig på RTL Groups produktionsdel Freemantle.

»Det giver mig luft at vide, at jeg har et stort bagkatalog til rådighed. Freemantle sørger for at skaffe rettigheder til nogle af de bedste formater i verden. Dem får jeg så rettighederne til at producere i Danmark, Sverige og Norge. Samtidigt får vi økonomisk støtte til udvikling af nye ting. Vi kan lave pilotprojekter. Det er meget væsentligt at kunne - og have penge til,« siger Henrik Hancke Nielsen

Niels Severin - administrerende direktør i Metronome, som er ejet af den norske mediegigant Schibsted og hollandske Endemol - oplever den samme sikkerhed og vurderer, at man vil se flere konsolideringer fremover.

»Hvis man ser på aldersgennemsnittet blandt lederne, så er de nok nogenlunde lige gamle. Derfor tror jeg også, at nogle af dem, der er drevet af »fra hånden til munden«-princippet, de lader sig opkøbe. For man skal rende sindssygt hurtigt for at få det til at hænge sammen,« siger Niels Severin.

For og imod kvoter
De store penge ligger i selv at skabe programformaterne, men den internationale konkurrence er blevet hårdere, og resultaterne i selv de største selskaber bærer præg af idealisme og lysten til at lave fjernsyn.

»Vi er ikke sådan nogle, der analyserer markedet. Vi driver vores virksomheder af lyst, og fordi vi er begejstrede for at lave fjernsyn. Den del der hedder at drive en forretning - med al respekt for de fleste af mine kolleger - det er vi ikke ret gode til,« lyder forklaringen fra Niels Severin fra Metronome.

Men der er heller ikke mange penge at slås om. Ifølge producentforeningen lægges der årligt 700 mio. kr. ud til eksterne TV-producenter. Brancheforeningen kræver derfor, at de store stationer pålægges at lægge flere opgaver ud til de uafhængige producenter. En idé, der dog ikke møder entydig støtte fra producenterne selv.

»Jeg tror ikke på støtteordninger og regeringsregulativer for at holde en branche i live. TV-stationerne driver jo en forretning. Det er ikke filantropi. Deres opgave er at have seere og en forretning, der kan løbe rundt. Hvis de har det, så har de vel valgt rigtigt, og så regulerer markedet sig ligesom alle andre markeder,« siger Niels Severin.

For få dokumentarer
Heller ikke Bastard Film, som har TV-dokumentar som hovedindtægtskilde, mener, at der skal ekstra støtte til markedet.

»Jeg synes i princippet ikke, at vi skal være et subsidieret marked. Vi skal gøre os fortjent til, at stationerne vil købe vores programmer. Men det er jo nemt nok at sidde og sige, når vi rent faktisk kan sælge vores programmer,« siger Søren Steen Jespersen, medstifter af Bastard Film.

Det er endda nemmere at få afsat et underholdningskoncept end en TV-dokumentar til de danske stationer. Til trods for, at både DR og TV 2 har en forpligtelse til at aftage og investere i danske kort- og dokumentarfilm for syv millioner kroner årligt, lykkedes det kun TV 2 at bruge 1.145.000 kroner i 2004 på den del af programfladen.

»Det er noget, vi ser på med bekymring i Radio- og TV-nævnet. Vi har derfor bedt TV 2 redegøre for, hvad de har gjort historisk, og hvad de agter at gøre i fremtiden for at sikre, at de kommer op på det krævede investeringsniveau,« siger Radio- og TV-nævnets formand Christian Scherfig.

TV 2s foreløbige forklaring til nævnet lyder, at der ikke i 2004 var tilstrækkeligt med projekter at støtte.

»Det hænger vel sammen med, at folk gerne vil hygge sig et par gange om ugen, og da der ikke er mange danske dokumentareremner, så er det nemmere at få folk til at komme og synge og danse en gang imellem,« siger Niels Severin.