Kaliningrad - den glemte by på randen af Europa

Berlingske har besøgt den russiske eksklave, der ligger omgivet af EU-lande ved Østersøens kyst - og ganske tæt på Danmark.

Leninskij Prospekt, Kaliningrad Fold sammen
Læs mere
Foto: Uffe Gardel
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Første kapitel: Kaliningrad drømmer om Europa

Kaliningrad blev aldrig den lomme af dårligdomme midt i Europa, man havde frygtet, og nu binder grænsehandel enklaven sammen med EU. Men Rusland holder fast i enklaven som en brik i et magtspil. Og imens hævder Hvideruslands Lukasjenko, at Putin har lovet ham Kaliningrad.

KALININGRAD: En popsang om øl og pølser sammenfatter i disse måneder situationen for Kaliningrad-enklaven, det lille russiske område, som ligger klemt inde mellem Litauen i nord og Polen i syd. Området blev afskåret fra resten af Rusland i 1992, da Litauen blev selvstændigt, men rigtigt isoleret blev områdets 950.000 indbyggere først i 2008, da Litauen kom med i Schengen-aftalen. Fremover krævede det visum at krydse landegrænsen omkring enklaven; et visum man ofte først skulle flyve til Moskva for at få.

Sidste sommer blev isolationen brudt med en polsk-russisk aftale, som gør det muligt for indbyggerne i Kaliningrad og i de to polske amter, som grænser op til enklaven, at krydse grænsen uden visum.

Resultatet har været en praktisk øvelse i mellemfolkelig sameksistens, men også lange køer på begge sider af grænsen: Polakkerne kører nordpå for at fylde benzintanken og købe cigaretter. Russerne kører sydpå for at købe stort set alt andet, for lige bortset fra brændstof og tobak er prisniveauet i Polen betydeligt under Kaliningrads.

Vi skal tidligt op, få dine sokker på,
I dag skal vi til Polen, af sted over (grænsebyen) Grzechotki,
I dag er det fridag, en dejlig fridag midt i ugen
Hvad det er for en dag? Det er Ruslands nationaldag!
Jagten på øl og pølser går ind
Hej Biedronka, hej Lidl!

Biedronka er Polens svar på Rema 1000, og den uærbødige sang er den lokale Kaliningrad-popgruppe Parovos’ historie om at bruge den hellige nationaldag til at tage på grænseshopping. Skandinaver vil glæde sig særligt over, at der i tredje vers også er en hilsen til IKEA, og vil man høre sangen selv, kan man gå på Youtube og søge på ordene »Biedronka« og »Parovoz«. Den mest aflyttede version er den, som er tekstet på polsk, og den har i skrivende stund været aflyttet mere end 322.000 gange, siden den blev uploadet 26. september i år.

Succes med åbning

Faktisk har den »lille grænsetrafik«, som arrangementet kaldes, bare forstærket en udvikling, der allerede var i gang. Grænsetrafikken mellem Polen og Kaliningrad-enklaven er blevet tredoblet over de seneste tre år, viser en opgørelse fra den polske udenrigs­politiske tænketank PISM. I årets første seks måneder har Kaliningrad­-borgerne lagt, hvad der svarer til en lille halv milliard kroner i polske butikker, og flere og flere af dem kommer også som almindelige turister. Arrangementet har været en succes, både økonomisk og samfundsmæssigt, konkluderer PISM, og så langt væk som i Gdansk begynder restauranter og butikker at skilte på russisk.

»Hver eneste familie i Kaliningrad har i dag mindst ét Schengen-visum, og samtidig bliver der udstedt flere og flere tilladelser til »lille grænsetrafik«. I dag er det virkelig en åben grænse, og russerne kan komme til Polen, se, at vi ikke er fjendtligtsindede, og se, hvordan en markedsøkonomi uden korruption ser ud,« fortæller Piotr Koscinski, som er leder af PISMs øst-program.

»Folk her er mere eksponeret for os i Norden og Europa, for vores værdier og vores måde at gøre tingene på. De rejser og holder ferie i Europa. De har lært os at kende og er kommet tættere på os i tænkemåde,« fortæller Danmarks honorære konsul i Kalinin­grad, Arne Grove, og han, om nogen, må vide det, for han har med kortere afbrydelser boet i byen siden 1995.

Lovet til Lukasjenko

Naboen i nord kræver stadig visum.

»Mange litauiske politikere siger, at de er bekymrede eller bange – bange for russisk mafia eller for småkriminalitet. Men kriminaliteten er ikke steget efter åbningen, og forbrydere skal i øvrigt nok finde ud af at få et visum, så vi ser ikke kriminalitet som en trussel, der skulle afholde os fra den »lille grænsetrafik«,« siger PISMs Piotr Koscinski.

Men Kaliningrad gnaver stadig som en sten i skoen på naboerne. I oktober vakte Hvideruslands præsident, Aleksander Lukasjenko, en vis opsigt ved i et interview at hævde, at Putin havde lovet ham Kaliningrad-­enklaven. Og det var kun ret og rimeligt, måtte man forstå, for i Sovjet-tiden var området »praktisk taget hviderussisk«, forklarede Lukasjenko.

»Så ukonkrete planerne end er, så minder de os om det største latente geo­politiske problem i vores del af Europa,« skrev chef­redaktøren for den ansete polske avis Rzeczpos­polita i en kommentar.

»Før eller siden må man gøre noget med Kaliningrad.«

Permanent midlertidighed

Den livlige trafik over grænsen er dog et af de synlige tegn på, at tingene ikke er gået helt så skævt med Kaliningrad, som man frygtede i Europa for år tilbage. Frygten var, at man ville ende med at have en lomme af fattigdom, sygdom og kriminalitet midt i Europa, som oven i købet ville være en kilde til stadig sikkerhedspolitisk uro.

»I 1990erne frygtede man også voldelige sammenstød mellem Rusland og de baltiske lande; Rusland havde stadig baser i Letland. Og man frygtede kriminalitet, men al frygten blev gjort til skamme,« konstaterer den danske konsul, Arne Grove, i dag.

Der er dog langt til det baltiske Hong Kong, som russerne selv drømte om at skabe, og lokale iagttagere advarer om, at regionen risikerer at blive hægtet helt af udviklingen.

»Vi havde nogle gode år efter årtusindskiftet, men i dag er regionen i forfald, økonomisk, fysisk og mentalt,« siger Aleksej Milovanov, chefredaktør for internetmediet Novyj Kaliningrad (newkaliningrad.ru).

»Det har noget at gøre med vores fortid. Da folk kom hertil for 70 år siden, følte de, at de var her midlertidigt. De vidste ikke, hvor længe de selv skulle være her, eller for den sags skyld om regionen ville blive ved med at være russisk. Denne følelse har udviklet sig til en tilstand af permanent midlertidighed.«

Bekymret Rusland

Men området fungerer dog, og de ude­stående sikkerhedsproblemer er ikke engang i stand til at skabe panderynker i nabo­landet Polen. For eksempel de kortrækkende Iskander-­raketter, som Rusland fra tid til anden truer med at opstille i Kaliningrad-enklaven.

»Det er en sag mellem den russiske regering, EU og NATO og ikke noget, der berører de lokale beboere. Og vi lever i en tid, hvor man ikke rigtigt behøver at have raketter i nærheden af andre lande, så det må mere ses som et forsøg fra russernes side på at demonstrere, at de forsvarer deres stilling i regionen,« siger Piotr Koscinski.

En anden kilde til løbende bekymring har været de russiske planer om at bygge et atomkraftværk i enklaven; et projekt, som er blevet sat i stå og sat i gang igen flere gange. Det er heller ikke helt indlysende, hvad værket skal gøre godt for, for dets kapacitet vil overstige enklavens eget elforbrug, og der er planer om atomkraftværker i både Litauen og Hviderusland, så eksportmulighederne er nødvendigvis store. Men byggeplanerne kan også ses som endnu et udtryk for Ruslands bekymring for, at Kaliningrad skal blive afskåret fra resten af Rusland, hvis man på et tidspunkt ikke længere kan sende strøm ind gennem Litauen. Endelig støtter Moskva regionen på forskellige måder – med skatte­lettelser for investorer, og med tilskud til flybilletter mellem enklaven og resten af Rusland.

Kun en drøm

Omvendt er der heller ingen, der rigtigt tror på, at Kaliningrad kan blive knyttet tættere til EU, for eksempel med en associerings­aftale som dem, man har forhandlet med en række tidligere sovjetrepublikker.

»Det er en drøm, som ikke vil blive virkelighed,« konstaterer Oleg Skvortsov, en lokal forretningsmand, som tidligere har ledet Sammenslutningen af Internationale Investorer og i dag er selvstændig konsulent.

»Vi har mange udfordringer her, men Moskva vil aldrig tillade Kaliningrad at blive en del af EU, fordi Kaliningrad har strategisk betydning for Ruslands interesser i Europa. På den anden side er regionen så lille, at den fra Ruslands synsvinkel slet ikke er interes­sant. Hvorfor skulle man så støtte den lokale økonomi? Så hellere bare betale nogle sub­sidier og holde leve­standarden på et gennem­snitligt niveau; sådan er politikken i føderationens centrum.«

Kapitel 2: I klemme mellem giganter

Kaliningrad vil satse på high tech, men kommer i klemme, når Rusland og EU strides.

KALININGRAD: En kæde af erhvervsparker med indflytnings­klare lokaler skal bryde den isolation, som Ruslands vestligste region risikerer at havne i. Målet er at tiltrække masser af udenlandske investorer, både små og store, og gerne inden for »moderne« eller »ikke-fysisk« produktion, altså videnstunge brancher.

Det er budskabet fra det regionale udviklings­selskab, som regionen har stiftet.

»Vi bygger industriparker, som har egen forsyning med vand og el, og det er ikke kun interessant for små virksomheder, men også for store, som kan sparer tid på den måde. Vi retter os blandt andet mod det, som (ministerpræsident) Medvedev har kaldt »den nye økonomi«, altså ikke-materiel fremstilling, det vil sige IT, biotek og udvikling af nye materialer. vores flagskib er innovations-clusteret Ingrad Baltica,« fortæller Valerij Sjerbatykh, som er fungerende generaldirektør for udviklingsselskabet.

Et andet tyngdepunkt er planen om IT-park Kaliningrad, et omfattende byggeri, som i hvert fald ser imponerende ud i en power point-præsentation, og som efter planen skal rumme 2.500 IT-job, når det engang i 2018 er fuldt udbygget. Selve den fysiske byggegrund er stadig bar mark, men grundlaget er der for så vidt allerede, for Kaliningrad-regionen er i dag hjemsted for 250 IT-virksomheder, og man regner med at kunne inddrage regionens digitale kraftværk, virksomheden General Satellite. Bag det engelske navn skjuler sig Ruslands største producent af TV-set top-bokse og anden forbrugerelektronik til satellit-TV; som fremstilles på en fabrik i byen Gusev i den østlige ende af Kalinin­grad-enklaven.

Til ukendte investorer

»Der er et stort IT-miljø i Kaliningrad oblast, og vi støtter udvikling i denne retning. Et af projekterne i IT-clusteret er en »programmør-by«, hvor IT-folk kan bo tæt på deres arbejde. Mange IT-udviklere arbejder 10-12 timer i et stræk og har ikke tid til at rejse langt mellem hjem og arbejde,« forklarer Valerij Sjerbatykh.

I forbindelse med projektet har Nordisk Ministerråd hjulpet med at skabe kontakter mellem lokale partnere fra regionen og partnere fra Danmark og de øvrige nordiske lande, fortæller den danske honorære konsul i Kaliningrad, som også leder Nordisk Ministerråds kontor i regionen.

»Vi har etableret kontakt til nogle fungerende clustre (klynger, red.), bla. Cluster 55 i København-Malmö-området,« fortæller Arne Grove.

»Clustre kræver tillid; man skal have tillid til hinanden for at lave projekter sammen. Så clustre kan være med til at hæve det generelle niveau af tillid i et samfund, tror jeg. Clustre gør det også lettere for udenlandske investorer, fordi de straks kan få adgang til et helt netværk.«

Andre er dog skeptiske over for regionens strategi.

»De bygger og bygger til ukendte investorer og unavngivne projekter,« siger forretningsmanden Oleg Skvortsov, som er tidligere leder af Sammenslutningen af internationale Investorer i regionen og i dag selvstændig konsulent.

»Det er simpel brug af budgetmidler uden perspektiv,« er hans vurdering.

Lave skatter lokker

Tidligere på året blev Kaliningrad faktisk kåret af magasinet Forbes som den bedste russiske by at drive virksomhed i. I Forbes’ undersøgelse scorede Kaliningrad højt på adgangen til kvalificeret arbejdskraft, adgangen til banklån og skattemyndighedernes effektivitet – tre ting som russiske byer gerne har problemer med. Moskva var nummer 14 på listen, Sankt Petersborg nummer 21.

En del af attraktionen ved Kalinin­grad er de tidsbegrænsede told- og skatte­lettelser, man får som belønning for at investere her. Det klassiske økonom­argument mod disse »særlige økonomiske zoner« er, at investorerne har det med at flytte igen, når skattelettelserne løber ud.

»Men det er ikke så ligetil at gøre,« mener Valerij Sjerbatykh.

»Man skal investere 150 millioner rubler for at opnå skattelettelserne,« forklarer han og remser et par af de projekter op, som er gennemført. Der er General Satellites TV-udstyrsfabrik. Der er Sodrusjestvo Soja, et gigantisk fabrikskompleks, som fremstiller sojamel og rapsmel en lille times kørsel fra Kaliningrad – og som i øvrigt ejer den danske virksomhed Scanmills. Og endelig den russiskejede bilfabrik Avtotor, som samler biler for både BMW og Hyundai.

»Alt dét er ikke sådan at flytte. Og ved Khrabovo, i nærheden af lufthavnen, vil Avtotor nu begynde at producere bilkomponenter sammen med Magna. Vi håber, at Avtotor vil udvikle sig til et bil-cluster. De udvikler sig; de begyndte med én bilmodel, og senere kom flere til,« forklarer Sjerbatykh og nævner, at udviklingsselskabet forhandler med Deutsche Bahn om at bygge en godsterminal ved byen Tjernjakovsk, der ligesom Kaliningrad by har baneforbindelse sydpå til Polen med normal europæisk sporvidde. På den måde undgår man det sædvanlige besvær med omstilling af hjulene til russisk sporvidde.

Mellem EU og Rusland

Banetrafik sydpå kan være en af måderne at bryde regionens isolation på, men indimellem er regionens erhvervslivs problemer ganske enkle og ville kunne løses uden store investeringer. I september var regionen således ved at blive kvalt af centralmagten, som pludselig besluttede at gennemføre total kontrol af alt gods, som skulle ind i Litauen. Resultatet blev, at lastbilerne hobede sig på transportcentrene.

»Den slags gør det svært at markedsføre ideen om Kaliningrad som en transitrute til Rusland,« siger Leonid Stepanjuk, som er direktør for danske DSVs logistikcenter uden for Kaliningrad, et af regionens største transport­centre.

»Lastbilerne kom til at vente i op til ti dage på toldcentrene, og det berørte også transittrafik til Rusland, for vores lastbiler skal igennem de samme toldcentre, og måske stod der tre toldinspektører, som reelt kun havde kapacitet til at behandle fem lastbiler pr. dag, og modtog 30 lastbiler dagligt,« fortæller han.

Han tøver ikke med at kalde situationen for en katastrofe for regionen, selv om toldmyndighederne godt kan have ret i, at der af og til bliver fusket med toldpapirer efter passage af grænsen.

»Men reelt var det en russisk-litauisk strid om politik,« vurderer han.

Lad os i fred

Hårdknuden blev først løst op, da regionens guvernør gik til Putin og forklarede ham situationens alvor.

»Næste dag holdt det op! Men risikoen for, at det sker igen, er der jo, og hvis det næste gang varer for eksempel tre måneder og ikke 20 dage, så ville fabrikker begynde at lukke,« advarer Stepanjuk. Efter hans mening er det altid Kaliningrad, der kommer i klemme, når giganterne EU og Rusland strides. For truslerne om at lukke grænsen kommer også fra litauisk side.

»Så vi vil gerne sige til begge parter, både EU og Rusland: Lad nu Kaliningrad være i fred!« siger han.

Logistikcentrets historie går tilbage til 1994, og det er et af eksemplerne på den tidlige danske erhvervsinteresse for Kalinin­grad. Det blev i 1998 købt af DFDS Transport, som senere blev overtaget af DSV. I dag strømmer en stor del af varetrafikken mellem Kaliningrad og omverdenen gennem anlægget her. På det store, næsten fuldt automatiserede lager ser man alt fra møbler og vaskemaskiner til bilkomponenter og metal på vej til Derby og den brasilianske Metalfri-koncerns køleskabsfabrik – som i øvrigt i sin tid blev grundlagt af danske Caravell/Derby.

Og dermed bliver logistikcentret også et barometer for regionens økonomiske sundhedstilstand. Det var egentlig planlagt af DSV som et tre gange så stort anlæg, fortæller Leonid Stepanjuk.

»Men så kom verdenskrisen, og vi vil ikke udvide nu; markedet er fladt.«

Kapitel 3: Kaos er en by i Rusland

I lang tid kom der ikke mange udefra og kiggede på Kaliningrad, og vestlige besøgende havde adgangsforbud. I dag søger byen råd i blandt andet Danmark for at få styr på den kaotiske trafik.

KALININGRAD: Indtil 1993 kunne man kun gætte sig til, hvordan der så ud, for Kaliningrad var lukket for vestlige turister. Et besøg i dag viser en typisk russisk by: Lidt slidt, lidt rodet, med farvestrålende lysreklamer, kaotisk trafik på brede gader og rygende mennesker, der venter på trolleybussen.

Forstadskvartererne virker intakte; det kunne være villakvarterer i en østtysk by kort før murens fald, et stykke intakt Østeuropa, som kun ind imellem afbrydes af nye, prangende huse i den historiserende stil, som rige russere ser ud til at være så glade for.

Krigens ødelæggelser var voldsomst i bymidten, men selv her er der stadig masser af tyske huse, de fleste respektfuldt istandsat. KGBs afløser, FSB, bor i det gamle Polizeipräsidium fra tiden omkring Første Verdenskrig, og på den anden side af gaden er Nordbanegården fra 1930 blevet overtaget af en bank. De mange træer og de mange cafeer og uformelle restauranter understreger fornemmelsen af europæisk by.

Et spøgelshus midt i byen

Alligevel er Kaliningrad nu rutsjet ned til en 60.plads på listen over hvilke russiske byer, det er behageligst at bo i. Listen, som udarbejdes hvert år af byplanlægningsfirmaet Urbanika sammen med det russiske arkitektforbund, straffer blandt andet Kaliningrad for stigende boligpriser, voksende trafikpropper og mangelen på forbedringer af bymidten. Det er i hvert fald regionalavisen Kaliningradskaja Pravdas konklusion.

Men bystyret er optaget af at gøre noget ved situationen, både trafikforholdene og den måde, byens centrum ser ud på. Det historiske middelaldercentrum blev voldsomt bombet i de sidste måneder af Anden Verdenskrig, og det er ikke blevet genopbygget. Den genopførte domkirke er en undtagelse, og den ligger i dag så sært alene på en ø midt i floden Pregel, omgivet af græsplæner.

Og nordbredden, hvor byens centrum lå indtil 1945, breder en bymæssig ødemark sig. Bag mangesporede motorgader ligger et stort afspærret område, hvor før i tiden Königsbergs hertug- og kongeslot lå. Sovjetstyret sprængte det med betydeligt besvær væk i årene 1967 til 1968. Ved siden af opførte man en gigantisk bygning, kaldet Sovjetternes Hus, til byens og regionens administration.

Huset blev aldrig taget i brug, for fundamentet viste sig ikke at kunne holde. Jorden kunne nok bære et slot, men ikke dette her, og i dag ligger bygningen hen som en forladt ruin. Op til byens 750 års jubilæum i 2005 blev monstrummet malet lyseblåt, og man satte angiveligt nye vinduer i. De er dog i så fald begyndt at falde ud igen.

Hver aften er der lys i et af vinduerne øverst oppe i spøgelseshuset, og da døde hertuger næppe ville tænde lystofrør for at lede efter deres forsvundne slot, må man tro, at der hér sidder en vægter med verdens mærkeligste og ensomste vægterjob.

Hvem skal betale?

Bystyret er godt klar over, at noget må gøres for at genskabe et bycentrum og måske samtidig dæmme op for de floder af biler, der strømmer gennem byen. En af tankerne er at bygge en slags syntetiske middelalderhuse med hoteller og restauranter på området mellem floden og den store, øde plads, som engang rummede Königsbergs slot.

I dag er man ved at udgrave slottets fundament, og et højt plankeværk spærrer adgangen. Her kommer kun lejlighedsvise gadehandlere og små grupper af alkoholikere. Men projektet er allerede døbt »Byens Hjerte«, og man vil nu udskrive en international arkitektkonkurrence

Men flere spørgsmål trænger sig på, for eksempel: Skal man bygge en kopi af det gamle slot, ligesom man nu gør i Berlin? Hvad skal man stille op med Sovjetternes Hus? Og endelig: Og hvem skal betale for det alt sammen?

Godt det ikke er mig!

Udenlandske eksperter, både arkitekter og byplanlæggere, bliver løbende inviteret til byen for at komme med råd og ideer, og inden for de seneste måneder har både Jan Gehl, en nestor i dansk byplanlægning, og Aarhus’ stadsarkitekt, Stephen Willacy, været på besøg. Stadsarkitekten talte varmt for at få flere bilister til at cykle eller bruge offentlig transport, og han var ganske optimistisk.

»Kaliningrad mangler at tage de skridt, som blev taget i Europa i 1960erne og 1970erne for at håndtere den voksende trafik i gaderne,« sagde han og spåede, at det vil tage fem år at forandre bilisternes holdning og ændre transportsystemerne.

Det udsagn kan virke optimistisk, når man har forsøgt sig med byens forvirrede blanding af busser, rute-taxaer og trolleybusser i alle aldre, der forsøger at klare trafikmængderne. De får opbakning fra gamle sporvogne, der humper af sted som sårede dyr på ujævne skinner. Cykel er kun for de vovemodige, og dem så Berlingske under et seks dages besøg ikke mere end en håndfuld af.

I forrige uge havde bystyret så besøg af Berlins tidligere stadsarkitekt, Hans Stimmann, og det fremgår af de lokale medier, at der var meget at tale om.

»Gudskelov at jeg ikke er stadsarkitekt i Kaliningrad,« sagde tyskeren.

Kapitel 4: Königsberg var et selvmord

En litteraturforsker med dristige visioner og en provst med en familiehemmelighed. Den russiske bys indbyggere prøver at huske den tyske by, der lå her før.

KALININGRAD: Maria Golosjapova var 14 år, da hun opdagede familiehemmeligheden.

Hendes forældre kendte den, og hendes storebrødre gjorde også, men man havde villet skåne lillesøsteren for den ubehagelige viden. Først da hun var 14, gik det op for hende, hvordan tingene hang sammen i hendes familie, og den viden kom til at bestemme hendes videre liv.

Siden foråret har den spinkle, lyshårede kvinde været provst for Kaliningrads lutheranske menighed, og denne søndag er det hende, som forestår gudstjenesten i Kaliningrads moderne Opstandelseskirke.

Det foregår som i en dansk folkekirke, bortset fra at her er mange mennesker; et halvhundrede cirka, også unge, og en håndfuld børn. Gudstjenesten er tosproget. Maria Golosjapova læser en stump prædiken på tysk og så den samme stump på russisk. Salmebøgerne i rødt kunstlæder er flersprogede, og enhver synger med på sit sprog. De to damer bag mig holder op med at småhviske sammen på russisk for at synge med på den tyske tekst med høj stemme.

Jesu, geh voran
auf der Lebensbahn!
und wir wollen nicht verweilen,
dir getreulich nach zu eilen;
führ uns an der Hand
bis ins Vaterland.

Det er nummer 483 i den danske salmebog, og her hedder den » Slip os arme ej«.

Slip os arme ej,
Jesus, på vor vej!
Vi ej blive vil tilbage,
vil kun du os med dig drage,
som os føre kan
til vort fædreland.

Salmen er tysk, protestantisk og næsten 300 år gammel, og det er en af historiens små mærkværdigheder, at den stadig synges i Kaliningrad, og endda på tysk. Før krigen var dette Königsberg, en by så tysk som nogen, og hvor folk drak kaffe om morgenen, tog sporvognen på arbejde og i øvrigt levede, som man nu gjorde omkring Østersøen, også i Danmark.

I april 1945 blev byen erobret af sovjetstyrkerne, og efter to år udviste man de tyskere, som ikke allerede var flygtet. Alle stednavne blev skiftet ud med nye, russiske fantasinavne. En ny befolkning blev hentet til fra resten af Rusland. Herefter spærrede man byen af for vestlige besøgende.

Da de første turister kom hertil efter 1992, fandt de en russisk by, hvor man kan gå rundt og kigge på de gamle tyske huse som på resterne af en sunken by fra en forsvundet civilisation.

Kaliningrads beboere kan dog ikke selv slippe den fortid, de ikke har kendt. Gamle postkort og brugsgenstande fra den tyske tid er populære samleobjekter, og på de lokale museer udstiller man stolt skåret hverdagsservice og tomme tyske øflasker i glasmontrer.

Også det lokale erhvervsliv flirter med den tysk-russiske identitet. Billeder fra før krigen hænger ofte på væggene i restauranter og cafeer. Det største lokale busselskab hedder Kenig-Auto – ø-lyden bliver til et e i munden på en russer – og de to lokale ølmærker hedder »Ostmark« og »Kenigsberg«.

Ikke Irina

Maria Golosjapova er selv en af historiens små mærkværdigheder, og hendes personlige biografi føjer sig fint ind i Kaliningrads.

Hun voksede op i en almindelig russisk familie i byen Astrakan i det sydlige Rusland ved bredden af det Kaspiske Hav, men hendes livsbane drejede om et hjørne, da hun som 14-årig en dag stod med sin mors fødselsattest i hånden.

I dokumentet kunne hun læse, at hendes mor ikke hed Irina, som alle ellers kaldte hende, også faderen. Moderen hed Irma. Det er et tysk navn. Og værre endnu: Sovjetiske fødselsattester angiver også nationaliteten, og moderens nationalitet var – tysk. Moderens forældre stod der også, og også de var tyskere.

»Det var et chok for mig, for tyskerne var jo fjender! Jeg kunne ikke forstå det. Jeg spurgte, hvorfor hun havde holdt det skjult,« fortæller Maria Golosjapova.

Maria havde godt anet, at noget var anderledes hos dem. Hvorfor fejrede de påske, og endda to gange? Og hvorfor kom nytårstræet op hjemme hos dem en hel uge før hos kammeraterne?

»Når jeg spurgte, fik jeg bare at vide, at sådan var vores familietradition nu engang,« fortæller hun.

Moderen kom fra det Volga-tyske mindretal, som Stalin under krigen splintrede i tusinde stykker og deporterede til fjerne steder rundt om i imperiet, og moderen kunne huske, hvordan man havde kastet sten efter tyskerne. Alt dette havde hun villet skåne sin datter for, til hun var gammel nok til at forstå.

Gift i Danmark

Efter Sovjetunionens sammenbrud tog de fleste ruslandstyskere til Tyskland. Men en lille del tog til Kaliningrad; her kan man bo i Rusland og alligevel være tæt på familien i Tyskland.

»Europa er tættere på her,« fortæller Galina Emilianova, en læge, som er medlem af menigheden.

»Men i begyndelsen var der vanvittige situationer, når man skulle rejse 1.000 km til Moskva for at få et tysk visum for derefter at rejse 600 kilometer herfra til Berlin.«

Galina Emilianova er selv russisk, men gift med en mand med Volga-tyske rødder. Også hende har Kaliningrad trukket til sig.

»Vi kom hertil fra Sibirien for tre år siden, fordi der var et stærkt tysk miljø her. Og min datter har læst tysk og er nu tysk gift; det blev de i øvrigt i Danmark, fordi bureaukratiet dér var mindre end i Tyskland. Og mine børnebørn taler kun tysk.«

Datteren er ikke alene; mens Galina Emilianova og jeg taler sammen, rådgiver en russisk advokat i naborummet om tysk immigrationslovgivning.

Menigheden er under forvandling fra tysk-lutheransk til russisk-lutheransk, men tyskerne efterlader sig et aftryk. Den russisk-amerikanske digter Joseph Brodsky besøgte Kaliningrad i 1960erne; han kaldte den »byen K.« og skrev, at »træerne hvisker på tysk«.

Også mange nulevende kaliningradere har det svært med, at byen har navn efter en af Stalins hånddukker, en tidligere sovjetisk præsident. Litteraturforskeren Vladimir Gilmanov foretrækker at kalde den Kant-byen efter det berømte bysbarn, filosoffen Immanuel Kant, eller som han siger: »Königsberg-bindestreg-Kaliningrad«. Og han er overbevist om, at Kalinin en dag må forsvinde ud i mørket samme vej som sin protektor, Stalin.

»Det tyske Königsberg findes ikke længere. Faktisk findes Königsberg overhovedet ikke; Königsberg er død. Desværre. Der var et nationalsocialistisk Königsberg. Og det ødelagde sig selv, det var et selvmord,« siger Vladimir Gilmanov, som er professor i sammenlignende og tysk litteratur ved Kalinin­grad Universitet.

»Men De rammer ind i hjertet af en såret krop, når De rejser spørgsmålet om vores identitet. Danmark lever i et fast begreb om sig selv, og det gør Königsberg-bindestreg-Kaliningrad ikke.«

Jeg træffer ham på universitetet, hvor han er ved at slutte dagens sidste forelæsning. Storskærmsprojektoren viser et billede af Solvognen fra Trundholm Mose på væggen; forelæsningens emne er urgermanske myter.

Med sin krøllede hjerne under et krøllet hår er Gilmanov en af byens mest originale tænkere, og en af dem som er bedst kendt i Europa, i hvert fald i akademiske kredse. Efter Sovjets sammenbrud foreslog han, at man internationaliserede området, der nu pludselig var blevet skilt fra moderlandet Rusland, efter at Litauen var blevet selvstændigt.

»Det var et koncept for en internationalisering af byen, men med en særlig rolle for Rusland. Det var ganske realpolitisk baseret. Området skulle være et værksted for de integrationsprocesser, som skal lære Rusland og Europa at leve med hinanden. Men det blev sat i sammenhæng med de genfortyskningsbestræbelser, som nogle fortidstænkende mennesker fra Tyskland af og til har. Så det blev afvist, og i dag er det ikke længere aktuelt,« siger han.

Immanuel Kant som varemærke

Første gang, jeg mødte Vladimir Gilmanov, var en regnfuld aften på byens store kunstgalleri; her var der åbningshøjtidelighed for en udstilling af fotografen Dmitrij Vysjemirskij.

Han har fotograferet resterne af de sovjetiske koncentrationslejre i Magadan og Vorkuta, og han har fotograferet ødelæggelsen af tyske kulturminder i Kaliningrad-regionen. Kaliningrad-billederne er samlet i fotobogen »Kenigsberg – undskyld«, og her er melankolske billeder af sammenstyrtede huse og fåreflokke, som græsser fredeligt i en kirkeruin. Salen er fyldt til sidste plads, og man må bære flere stole ind.

For Gilmanov bringer Vysjemirskys billeder håb om forsoning mellem tyskere og russere og mellem de nuværende beboere og byens fortid.

Midtpunktet

Byens fremtid ser Gilmanov i dag som en international uddannelsesmetropol.

»Byen må udnytte sit potentiale som et midtpunkt i det baltiske bælte,« siger han.

»Et mål kunne være at skabe en virkeligt international ph.d.-uddannelse, hvor man anvender tre fremmedsprog ud over russisk med studerende fra mange lande, hvor man studerer international politologi, international ret, international økonomi.«

Ideen vækker genklang blandt de studerende på universitetet. Og byens store søn, Immanuel Kant, kunne være det navn, man markedsførte sig på, siger en af dem, Jevgenia Taranova.

»Kant er en velkendt skikkelse i både byen, regionen og udlandet. Men ikke en skikkelse, som bliver brugt rigtigt til at fremme turismen og brande byen,« siger hun.

Hun og en række af hendes medstuderende foreslår, at byen bliver et hjemsted for internationale uddannelser, konferencer og seminarer for videnskabsfolk – alt sammen under brandet Immanuel Kant, den tyske oplysningstidsfilosof, som i 1700-tallet levede og underviste i Königsberg.

Anderledes end Rusland

Da den 14-årige Maria var blevet indviet i familiehemmeligheden, tog hendes bedstemor hende med i kirke for første gang; de spredte tyske mindretal mødtes i hemmelighed i private hjem i såkaldte brødremenigheder.

Her valgte Maria at blive døbt og konfirmeret, og siden tog hun skridtet fuldt ud og indskrev sig på det lutheranske præsteseminarium i Sankt Petersborg.

Efter eksamen ville hun og hendes mand – en studiekammerat fra præsteseminariet – egentlig sydpå, til Odessa, måske. Men dernede har man det med kvindelige præster som Vestjyllands Indre Mission, og en lærer foreslog i stedet det unge par at tage til Kaliningrad-regionen.

»Men hvad i alverden er Gumbinnen (russisk: Gusev, en provinsby i Kaliningrad-enklaven, red.)? Nuvel, vi besluttede at stå det igennem og prøve at overleve et år. Og det blev sådan en oplevelse for mig. Alt er anderledes her – arkitekturen, naturen. Alt er anderledes end i Rusland.«

Tårer, ingen vrede

»Ja,« ler Maria Golosjapova, »jeg skelner mellem Rusland og Kaliningrad. Og der var vejtræerne og brostensbelagte veje. Det kendte jeg ikke. Men alt var i en skrækkelig tilstand, det så ud som om krigen lige var slut. Husene stod i ruiner eller med granathuller i murene,« husker hun.

»Jeg er begejstret for bøger med billeder, hvor man kan se, hvordan her så ud før. For mig er det forbundet med mennesker, og jeg tænker: Hvordan ville her se ud, hvis dette land var forblevet i Østpreussen?

Jeg er ikke misundelig, men jeg ser, hvad folk her kunne skabe for 100 år siden, og som vi stadig ikke er i stand til. Og så tænker jeg: Når folk kunne dengang, så må der være styrke og dygtighed nok til, at vi kan i dag.

Jeg har mødt mange mennesker her, som var født i Østpreussen, og som opsøger deres gamle huse og landsbyer. Jeg har været med flere gange, og jeg har set mange tårer. Men hvad der især berører mig, det er, at når de finder deres gamle huse i god stand, så takker de de nuværende ejere for at have passet på bygningen. Jeg havde troet, de ville være vrede.«

Kapitel 5: En farm på den russiske savanne

I Kaliningrad har en lille gruppe danske landmænd succes med svineavl i meget stor skala. Men lærepengene har været dyre.

KALININGRAD: David Nielsen har prøvet det, der var værre, men han er også temmelig erfaren. Den langhårede og fuldskæggede dansker er ikke fyldt 40, men han har allerede været med til at lede svinefarme i både Slovenien, Slovakiet, Rusland – og nu Kaliningrad-regionen. Og ja, der er forskel. På Kursk-egnen binder landsbyens kvinder stadig hver morgen de spraglede tørklæder om hovedet for at hente vand. Kaliningrad er trods alt et stykke europæisk Rusland.

Siden det tidlige forår har David Nielsen været direktør for svineproduktionen på en danskledet svinefarm cirka 80 kilometer sydøst for Kaliningrad, ikke så langt fra byen Pravdinsk. Direktørtitlen er ikke visitkortpral, for farmen er en virksomhed med aktionærer og årsrapporter og en størrelse, som ligger meget langt væk fra et dansk familiebrug.

For at komme frem kører man fra Kaliningrad ad smalle asfaltveje kantet med vejtræer, indimellem afbrudt af små landsbyer. De ligger tæt her, landsbyerne, for det blide bakkelandskab har frugtbar jord. En landlig idyl, med andre ord, og vi kunne være på Sjælland engang for mange år siden.

Idyllen brister, når man ser nærmere efter. For dette er Sjælland, som det ville have set ud, hvis man for mange år siden havde tømt landsbyerne for mennesker og ladet husene gå til. Forladte tyske bygninger og middelalderkirker i ruiner veksler med de små grimme betonstenshuse, man byggede i sovjetisk tid. Markerne er blevet opgivet for år tilbage og er mange steder ved at springe i skov; små selvsåede birketæer breder sig og skaber et sælsomt, baltisk savannelandskab. Dette kunne være Sjælland efter en atom-katastrofe eller en pestepidemi.

Forklaringen er, at de store kollektivbrug gik i opløsning, da Sovjetunionen brød sammen; nu skulle de selv købe deres foderkorn og maskiner, og de skulle selv sælge deres produkter. Ingen af delene havde de erfaring med, og opgaven var særligt svær i en enklave afskåret fra resten af Rusland. Senere blev de splittet op; ét lillebitte jordlod pr. mand. Nu ligger det meste brak.

På en måde gentager historien sig, for landbrug har altid været regionens svaghed. Efter 1945 var det svært at lokke tilflyttere til landområderne, og de, der kom, stod gerne noget famlende over for den frugtbare, men fugtige jord. Hvad var nu det for nogle mærkelige teglstensrør med små huller i? Væk med dem. Andre dumheder var forsøg på at dyrke hirse og andre varmekrævende afgrøder.

Lagt brak

Nogle kilometer fra svinefarmens hovedbygninger dukker den første kornmark op. Farmen er gigantisk set med danske øjne; til næste år vil den råde over næsten 10.000 hektar, enten egen eller lejet jord, som bruges til foderkorn og til at komme af med gyllen. Det svarer til cirka 40 store danske gårde, og der ligger hårdt arbejde bag, fortæller farmens administrerende direktør, Thomas Nør-gaard, som tager imod i et kontorlokale indrettet på første sal i en maskinhal; prangende hovedbygninger har man ikke her.

»Bare at få jorden i gang koster masser af penge, for den har måske ligget brak i 20-30 år,« fortæller Thomas Nørgaard.

»Du kan se, hvor svært det er på de projekter, der ikke er lykkedes herovre, og hvor folk har tabt alle deres penge. Hver gang du har fem projekter, så er der to, der lykkes.«

Dette projekt er så et af dem, der lykkedes, og én af grundene er måske, at Thomas Nørgaard og folkene omkring ham valgte at begynde helt forfra, på bar mark, i stedet for at overtage et eksisterende landbrug og bygge det ud. For så overtager man også 100 ansatte med deres kultur og deres måde at gøre tingene på, som Thomas Nørgaard siger det. Men det har været besværligt nok endda.

»Dét med at komme til andet land og en anden kultur ...«, siger Thomas Nørgaard, når man spørger ham, hvad der har været den største overraskelse undervejs.

Dyre lærepenge

»Vi har betalt rigtigt dyre lærepenge. I Danmark forventer man for eksempel, at el bare er noget, man får. Men her viste det sig, at strømmen i ledningerne allerede var taget af andre. Så vi måtte selv hente el 15 kilometer væk. Med Rusland er det sådan, at du skal estimere det værste, der kan ske, og så gange med to; så er du ved at være derhenne, hvor dit budget kan holde.«

Selv kom Thomas Nørgaard ind i projektet, da han som ung landmand på Horsens-egnen tilbage i 2005 var til et informationsmøde hos Dansk Industri. En norsk svineproducent ved navn Knut Langeteil havde fået den idé, at man burde bygge en kæmpe svinefarm i Kaliningrad-enklaven, men han var løbet tør for investorer, og nu havde Dansk Industri sagt ja til at hjælpe ham.

»Dengang tænkte vi alle, at Poldanor havde gjort det fantastisk. Vi tænkte, at hvis vi ville gøre noget lignende, så var muligheden her,« fortæller Thomas Nørgaard med henvisning til det danske selskab, som havde fået succes med at drive svinefarm i Polen.

Et par kapitalfonde kom ombord, og Thomas Nørgaard og cirka 30 andre slog sig sammen i selskabet Bonus Baltic Invest, som købte 30 procent af aktierne i det selskab, som sammen med 220 skandinaviske aktionærer skulle eje farmen Russia Baltic Pork Invest (RBPI). I 2006 begyndte man at bygge.

Nulret ned

Og nu ligger farmen der. Et kompleks på 110.000 kvadratmeter, der strækker sig flere kilometer ud i det flade preussiske landskab. Længst væk avlstation og karantænestation til nyankomne avlsgrise, så stalde til søerne og til sidst stalde til smågrisene. Alt er lagt til rette på, at dyrene skal transporteres så lidt som muligt. Ved at begynde på bar mark har man kunnet indrette sig rationelt.

»Vi får 33 grise pr. årsso, så produktionsmæssigt svarer vi til de allerbedste i Danmark,« siger Thomas Nørgaard, mens vi i en firehjulstrækker rasler ned ad en grusvej, forbi staldbygning efter staldbygning, indrettet med dansk udstyr og efter danske normer. Man er netop kommet op på at have 6.400 søer gående, og svinekyndige vil vide, at det er rundt regnet tre gange så mange som hos de største svinebønder i Danmark.

Her er cirka 165 ansatte, de allerfleste russiske. To danskere leder svineproduktionen, to andre leder markbruget, og én leder farmens eget byggefirma. Thomas Nørgaard er med sine 40 år den ældste i produktionen, og den eneste som ikke bor her hele tiden.

»Jeg bor i Danmark og er her tre-fire dage hveranden uge. Når man går herovre hele tiden, kan man nemt blive nulret ned og blive russisk. Jeg har et fantastisk managementteam, men det er nødvendigt, at der kan komme én udefra og sætte noget power på og se tingene med friske øjne,« forklarer han.

I Danmark hedder det sig blandt svinebønder, at hvis man er en god nabo, lugter der aldrig af gylle. Det samme gælder i Rusland og også i forhold til myndighederne, fortæller Thomas Nørgaard.

»Man skal huske folks fødselsdage og at spørge til familien, og hvis der er en kvindelig leder af et kontor, man har med at gøre, skal man give hende blomster på kvindedagen 8. marts. De kan godt huske det, hvis man ikke gør det, og sådan nogle små ting kan afgøre, om ens sag ligger øverst eller nederst i bunken. Og har man husket en fødselsdag, kan det jo være, at de ringer, før de kommer på inspektion fra miljøkontrollen. Men det dér med at man skal drikke en halv flaske vodka med borgmesteren – sådan er det ikke længere. I hvert fald ikke her i regionen.«

Solgt til Asien

Snart er farmen ikke længere skandinavisk ejet. Berlingske møder Thomas Nørgaard dagen efter de afsluttende møder med den kommende hovedaktionær, thailandske CP Food, som er en af Asiens største fødevareproducenter.

Den thailandske koncern er verdens største kyllingeproducent og verdens næststørste svineproducent, og den vil ind på det store russiske marked.

»CP Food har investeret i Rusland siden 2006, men de har haft svært ved at få deres vision igennem. Og de har måttet erkende, at deres måde at gøre tingene på ikke går hurtigt nok til de visioner, de har i Rusland. Derfor vil de gerne ind at lære af os,« fortæller Thomas Nørgaard.

Næste skridt bliver en ny svinefarm ved Nisjnij Novgorod, dybt inde i det russiske hovedland, opbygget med Pravdinsk-farmen som model.

Kapitel 6: Ferieparadiset Kaliningrad

Kaliningrad satser stærkt på turisme, både fra Rusland og fra udlandet. Men visumkrav og almindeligt forfald er i vejen for planerne.

KALININGRAD: Kaliningrad er måske ikke lige det første sted, man har i tankerne, når man vil invitere kæresten på en romantisk weekend.

Men myndighederne i den russiske enklave ved Østersøen drømmer om at mangedoble tilstrømningen af turister til enklaven, der indtil Sovjetunionens sammenbrud for 20 år siden var lukket land for vesterlændinge, og hvor dele af regionen stadig er afspærret for besøgende, fordi det er klassificeret som grænseområde eller militærbase.

Men regionens regering forudsiger, at man i 2020 vil have syv millioner turister om året og i 2031 så meget som ti millioner. Det er i runde tal det samme, som byen Rom har i dag, så det er et ambitiøst mål. Der er også et stykke vej igen, eftersom enklaven sidste år kun havde 550.000 turister alt i alt.

Forestillingen er, ifølge det lokale internet-nyhedsmedie Novyj Kaliningrad, at man i 2020 kan have erobret ti procent af det samlede russiske marked for indenlandske turister, og at man samtidig kan få en fair andel af den udenlandske turisme til Baltikum – måske halvanden til to millioner rejsende pr. år. Læserkommentarerne til artiklen er nådesløse i deres hån.

Kirker og ridderborge

Faktisk har regionen meget at byde på – for eksempel flere hundrede kilometer sandstrand ud til Østersøen; noget som indlandsrussere gerne rejser langt efter. Har man set hvor tæt, strandkurvene står på den tyske østersøkyst, har man en idé om, hvad potentialet kunne være, og et besøg i et par af de små badebyer nord for Kaliningrad afslører steder, hvor tiden synes at have stået stille i et par menneskealdre.

Et eksempel er den gamle tyske bade- og kurby Rauschen, i dag Svetlogorsk, hvor hoteller og restauranter kanter strandpromenaden, og gamle trævillaer ligger gemt mellem fyrretræerne oppe i bakkerne. Man skal se sig for, for trappen ned til stranden mangler trin, og gelænderet ser ikke ud til at tåle berøring. Men forfaldet kan ikke skjule det lille preussiske badesteds jahrhundertwende-charme. Byens mest berømte sommergæst er Vladimir Putin, som har ladet et gigantisk palæ opføre ned til vandet uden for byen.

Ridderborge fra 1300-tallet

Og så har regionen flere hundrede kirker og et par håndfulde ridderborge, alle opført i 1300-tallet af Den Tyske Orden, en ridder- og munkeorden som her havde oprettet en selvstændig stat. Ridderstaten blev senere til kongedømmet Preussen og dermed en del af både europæisk og dansk historie, men alt dette er i dag kun historie. Og både kirker og borge er i voldsomt forfald og består i dag, på nær nogle få undtagelser, kun af ruiner. Russerne synes ligeglade, og de lokale myndigheder er mere optagede af en bizar plan om at opføre en russisk tema- eller forlystelsespark inde i Kaliningrad med navnet »Føderationens Ø« med et miniature-Kreml og andre russisk-inspirerede bygningsværker.

»Det skal vise besøgende, hvad Rusland er,« forklarer Andrej Tolmatjev, leder af afdelingen for investering i Kaliningrads økonomiministerium, om »Føderationens Ø«.

Alle kirkerne og borgene blev i 2002 overdraget til den russisk-ortodokse kirke, og internetavisen Novyj Kaliningrad undersøgte for nylig, hvad der var sket med dem siden da.

»Resultatet var, at de stadig forfalder, og ingen gør noget. Det var faktisk en undersøgelse, som tiltrak sig en del læserinteresse,« fortæller Novyj Kaliningrads chefredaktør, Aleksej Milovanov.

Hos det hemmelige politi

Et andet problem er naturligvis, at russernes glæde ved politikontroller og grænsebureaukrati passer dårligt til moderne turisme. For det første skal man stadig bruge visum for at rejse ind i dette stykke Europa, og sådan ét koster adskillige hundrede kroner og en del blanketudfyldning; parlamentet i Moskva arbejder dog på en lov, som vil afskaffe visumkravet for turistrejser på under tre døgn.

Med visummet i hånden kan der dog melde sig nye besværligheder, for Rusland genindførte for fem år siden et stykke lovgivning fra Sovjet-tiden, som forbyder udlændinge at opholde sig mindre end 7,5 kilometer fra en statsgrænse – og Kaliningrad er en lille region, som er omringet af statsgrænser. Rasende protester fra de lokale myndigheder har tvunget det hemmelige politi, KGB-efterfølgeren FSB, til at lempe reglerne lidt, så udlændinge dog må færdes ved strandene, som ellers også var defineret som grænsezone. Men vil man for eksempel besøge den gamle grænseby Tilsit – i dag Sovjetsk – eller resterne af ridderborgen Ragnit ved grænsen til Litauen, så skal man bruge en ganske særlig tilladelse fra det hemmelige politi.

Men denne tilladelse er ikke sådan at skaffe; Berlingskes medarbejder forsøgte at henvende sig på FSBs kontor i det gamle tyske Polizeipräsidium, i den tro at det nok ville foregå som et besøg hos Nordsjællands Politi. Det skulle vise sig at være en fejlopfattelse.

Forhallen var mennesketom og uden ekspeditionsluge, alle døre var lukkede og påført advarsler om strengeste adgangsforbud. På væggen sad et samtaleanlæg. Jeg trykkede på knappen.

»Sæt Dem og vent!,« bjæffede en stemme.

Jamen, forsøgte jeg mig. Jeg skulle bare bruge – et ansøgningsskema. Til grænse-zonen, De ved nok.

»Jeg sagde: Vent!,« var politiets svar.

Efter en lille halv times ventetid, hvor man for sit indre blik så rækker af systemkritikere på vej mod Urals fængsler, viste en uniformeret officer sig i den ellers tomme forhal.

»Hvad skal De med den tilladelse? Hvem er De? Skal De måske besøge Baltijsk (hvor Ruslands Østersø-flåde ligger for anker, red.)?«

Jeg bedyrede, at det skulle jeg skam ikke, og at jeg kom i fredelige og civile hensigter. Jeg fik så lov til at gå, men med uforrettet sag. Grænsezonetilladelse kan man kun søge om gennem et rejsebureau, og der går 60 dage, før man får svar.

FIFA-mesterskaberne For at nå sine mål skal regionen have opført 45.000 nye hotelværelser og 1.600 restauranter, foruden at man skal have repareret og »moderniseret« de eksisterende turistmål ved kysten.

»De satser meget på turisme, men det bliver mest russiske turister, de vil kunne tiltrække,« vurderer Danmarks honorære konsul i byen, Arne Grove.

»For nok har de mange strande, men det har Polen også, og det har Litauen og Letland – og dér skal man ikke bruge visum.«

Kaliningrad er dog udpeget som værtsby for en del af kampene ved verdensmesterskaberne i fodbold i 2018, som skal spilles i Rusland, og regionsregeringen vil gerne benytte lejligheden til at komme i gang med turismeplanerne.

»Vi håber at få midler fra staten til at udvikle faciliteter til FIFA-mesterskaberne i 2018. Vi håber at få en god infrastruktur for sport og turisme ud af det, med faciliteter som kan anvendes efter mesterskaberne,« forklarer Andrej Tolmatjev fra regionens økonomiministerium. Finansieringen af et miniature-Kreml burde være sikker.