Kagehysteri skaber timelange køer i USA

The Cronut - ikke helt en crossaint, ikke helt en donut. Kagen har fået så enorm succes i USA, at bageren har taget patent på navnet på grund af kopister over hele Amerika.

Ejeren og opfinderen af donut-crossainthybriden, Dominique Ansel, pakker cronuts i bageriet, hvor der dagligt meldes udsolgt. Fold sammen
Læs mere
Foto: EMMANUEL DUNAND

Forestil dig en crossaints luftige lag og franske dekadence i sød symfoni med en friturestegt donuts cremede fyld og glaserede cirkel. De to signaturkager er tilsammen The Cronut. En kage der på rekordtid har skabt hysteri i New York, hvor folk sover på gaden og står i kø i timevis for at få en mundsmag af den hypede hybridkage. 


Kagen i sig selv koster bare fem dollar, men navnet er langt mere værd. Dominique Ansel har været nødt til at registrere The Cronut som varemærke, da bagere og lykkejægere landet over kopierer hybridkagen. Derfor bliver der også slået hårdt ned på alle, som kreativt omskriver navnet med et H for eksempel, skriver E24.no.

Det startede ellers bare som et sjovt eksperiment, en fornyelse af menukortet i den lille New York bager Dominique Ansel Bakery. Her eksperimenterede ejeren Dominique Ansel med smag, konsistens og udseende før han i slutningen af maj lancerede kaloriebomben.

Cronut-fænomenet spredte sig hurtigt i gaderne og blandt bloggere og butikken fik mere og mere travlt. Hysteriet eskalerede, og ikke længe efter lanceringen tiltrak den lille franske friture-forfører lækkersultne morgenmennesker, der fra klokken fire om morgenen glædeligt stillede op foran bageriet for at få den første håndlavede Cronut, inden der meldtes udsolgt.

Allerede klokken otte slynger køen sig gennem gaderne New York. Og det er om at holde sig til. Kun 300 af de populære sukkerbomber er til salg hver dag, for de tager to dage at lave, og populariteten har gjort at der er en rationering på bare to kager pr. mand, skriver E24.no.

Kagerne har skabt en hel hær af sidegesjæfter, hvor kræmmere i New York har set et potentiale ud over smag i The Cronut. Flere selskaber er nemlig i løbet af de sidste uger poppet op i bybilledet, og tilbyder at bringe én Cronut til døren for den nette sum af 100 dollar.