Kaffeelskeren på hård kurs mod succes

Sporskifte. Kenneth Luciani havde succes som mangeårig direktør i ØK, men opgav den sikre tilværelse og de store lønsedler for at grundlægge kaffebarkæden Baresso. Otte år senere kan han konstatere, at vejen til succes som iværksætter er hård, men han fortryder ikke sit valg.

Kaffeelskeren på hård kurs mod succes - 1
Det er en glad og stolt Kenneth Luciani, der viser rundt i Baressos beskedne kontorer i det centrale København. Såvel server og printere som dueslag med post vises frem, og ErhvervsBladet introduceres til samtlige fire tilstedeværende medarbejdere. Alle giver hånd.

Grundlæggeren af den hastigt ekspanderede kaffebarkæde kunne have haft et væsentligt større kontor og en væsentligt større månedlig indkomst, men han opgav sin succesfulde direktørkarriere til fordel for drømmen om at opbygge en dansk pendant til de kaffebarkæder, han lærte at holde af gennem 20 år som udstationeret i Østen for ØK.

Sporskiftet skyldtes ikke mindst, at 51-årige Kenneth Luciani elsker kaffe og som iværksætter har kunnet gøre sin passion til grundlaget for sit arbejdsliv. Kaffe er selvsagt grundstenen i Baresso, selv om stifteren påpeger, at de i dag 30 kaffebarer giver kunderne meget mere end en kop varm mørk væske. Barerne sælger en oplevelse og en pause fra den fortravlede dagligdag.

Det rigtige valg

Oplevelser har arbejdet med Baresso også givet stifteren, men hans hverdag er ikke blevet mindre travl end før 1999, hvor han arbejdede som direktør for ØK i Asien.

Dengang havde Kenneth Luciani en behagelig tilværelse med høj løn, privatchauffør, tjenestefolk og rejser på business class. I de seneste otte år har alt det været byttet ud med stor økonomisk risiko og benhårdt arbejde for at få Baresso bredt ud over Danmark.

- Vi har taget den hårde vej. At starte Baresso var ikke det lette valg, men det var det rigtige. Jeg har afvist flere lukrative jobtilbud og kunne have tjent meget mere ved at være fortsat som direktør, men så havde jeg ikke fået alle glæderne ved at se Baresso udvikle sig, konstaterer Kenneth Luciani.

Skabertrangen værkedeHan og hustruen Inger havde planlagt at tage hjem til Danmark af hensyn til deres to børn, og derfor skulle den uddannede merkonom finde et nyt arbejde. Det oplagte var at takke ja til et af de mange jobtilbud, men skabertrangen var begyndt at værke i kroppen på Kenneth Luciani.

Derfor overvejede han enten at overtage en etableret virksomhed for at udvikle den eller starte helt fra bunden med kæden af kaffebarer.

Det blev det sidste, fordi Kenneth Luciani ville mærke "suset ved at skabe noget" og ikke brød sig om tanken om en dag at gå pension og skulle spørge sig selv om, hvorfor han dog ikke havde prøvet at realisere sin iværksætterdrøm.

- Det var ikke nogen nem beslutning, for den ville ændre vores liv og hverdag. Materielle goder har imidlertid aldrig sagt mig så meget, og i stedet for den økonomiske tryghed ved en høj løn får vi nu kicket ved at åbne nye barer og udvikle nye produkter, forklarer Kenneth Luciani.

Han havde ikke selv alle de nødvendige penge til at opbygge Baresso, men fire private bekendte hjalp med at skabe de finansielle grundlag, så Baresso kunne slå dørene op til sin første kaffebar i maj 2000.

Aktionærkredsen tæller blandt andet den nu forhenværende storaktionær i fodboldklubben AGF, Kurt Andersen.

Fortsætter investeringerSiden har investorerne flere gange måttet træde til med yderligere kapital, for Baresso har indtil videre været en underskudsforretning. Det er dyrt at åbne den ene kaffebar efter den anden på eksklusive adresser i landets største byer.

Til dato har investorerne skudt omkring 35 mio. kr. i Baresso, og der skal tilføres yderligere kapital i indeværende år. Kenneth Luciani regner med at opnå et overskud, men vil ikke sige hvornår.

- Det har taget længere tid end forventet at skabe overskud i de enkelte barer, men vi kan se, at det går den rigtige vej. Vores omsætning stiger støt, og pengestrømmene fra driften bliver kraftigere. Derfor tror vi fortsat på, at vi på et tidspunkt vil kunne skabe et attraktivt overskud og afkast til aktionærerne, konstaterer Kenneth Luciani.

Baresso vil fortsætte sine massive investeringer i vækst og åbning af nye barer, blandt andet fordi størrelse anses som afgørende i konkurrencen mod de konkurrerende kæder.

Det gælder ikke mindst giganten Starbucks, der netop har etableret sin første kaffebar i Københavns Lufthavn.

- Vi skal blive ved med at vokse, og der er plads til mange flere kaffebarer i Danmark. Vores konkurrenter er med til at udvide markedet for os, så de er velkomne, siger Kenneth Luciani.