Kæmpe overskud i Kirkbi

Plus-minus: Familien bag Lego-koncernen var betydelig bedre til at investere end til at tjene penge på klodser forrige år.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mens familien Kirk Kristiansen i Billund sidste år måtte konstatere et milliardunderskud i Lego, så gik det ganske anderledes godt i familiens investeringsselskab, Kirkbi.

Her tjente familien sidste år 681 mio. kr. efter skat på investeringer i ejendomme, aktier og obligationer.

Det skal sammenlignes med et samlet resultat på 319 mio. kr. i 1999 i selskaberne, Kirkbi og Kirkbi Invest, som blev fusioneret ved indgangen til 2000.

Selskabets samlede aktiver på 11 milliarder kr. omfatter blandt andet hele den grafiske virksomhed Purup-Eskofot og betydelige ejerandele i selskaber som Glud & Marstrand, Synoptik, Icopal og investeringsselskabet Axcel.

Men den markante resultatfremgang stammer ifølge Kirkbis adm. direktør Bent Pedersen hovedsageligt fra investeringer i danske og udenlandske børsnoterede aktier.

»Det har været et godt investeringsår,« konstaterer Bent Pedersen

Han har dog noteret sig, at indtjeningen i første kvartal i år er påvirket af den negative udvikling på aktiemarkederne. Ikke desto mindre venter han et uændret resultat i år

Kirkbis egenkapital er ved udgangen af 2000 opgjort til godt otte milliarder kr.