Kæmpe bank udfordrer de ansatte med åbne kontorlandskaber

Citigroup, USAs tredjestørste bank, glæder sig oven i købet til det, men det skal den nok ikke gøre sådan uden videre.

Topchefen for den amerikanske storbank Citigroup vil placere samtlige medarbejdere og chefer i storrum som dette. Foto: Scanpix
Læs mere
Fold sammen

Det er en af den slags historier, man som tidligere chef ikke tror er muligt i 2015. En stor virksomhed planlægger åbne kontorlandskaber også for de øverste ledelseslag og præsenterer det som en nyskabelse. Det gør USAs tredjestørste bank, Citigroup, hvis CEO, Michael Corbat, oven i købet »glæder sig til det« som et barn, der har fået det, han ønskede sig, i julegave.

Det kan godt være, at Corbat klarer den bedre, end andre gjorde i Danmark, da man i slutningen af 1990erne og frem igennem det nye årtusinde især i mediebranchen gennemførte det samme. Åbne kontorlandskaber for alle, så alle kunne være så tætte på hinanden som overhovedet muligt.

Hvis Corbat overhovedet gider at høre på et par råd fra de chefer, der har prøvet det her tidligere, så lyder de: Lad være! Lad for Guds skyld være! Det giver bøvl og ballade, og produktiviteten falder. I hvert fald i den version 1.0, som Corbat har tænkt sig at gennemføre.

For det første skal alle medarbejdere sidde i et stort lokale i Citigroups nye 39 etagers bygning på Manhattan. Det uanset funktion. Medarbejdere hader det, uanset hvad de laver, medmindre at de er en del af en speciel opgave. Så kan der være god grund til det.

Men de fleste er mest produktive, hvis de har mulighed for at trække sig tilbage til et mere aflukket område, hvis ikke de lige er i en fælles produktionsproces. Så der skal være mulighed for at trække sig tilbage, hvis mere intense opgaver kræver det.

Det næste, Citigroup har fået indført, er princippet om, at ingen medarbejdere har faste pladser. Det er også prøvet mange andre steder i Europa, men ikke så meget i USA. For hvis folk ikke har faste pladser, så tvinges de til at indgå i nye team hver eneste dag, lyder ledelsesbeslutningen fra Corbat. Så medarbejderne skal hver dag låse billeder af deres familie nede i deres garderobeskab og hente dem igen om morgenen, når de møder på arbejde og har fundet den plads, de nu engang skal have.

Den beslutning bliver en af dem, Corbat og især hans underchefer vil komme til at få megen fornøjelse af, fordi diverse samarbejdsudvalg vil beskæftige sig med de problemer, der kommer ud af denne beslutning. Den vil være fast på programmet langt ud i fremtiden. Folk hader nemlig ikke at have faste pladser.

Og så kommer kronen på værket. Ingen chefer må have egne kontorer, men skal sidde i åbne kontorlandskaber også. Hvis der er noget, medarbejderne hader mere end åbne kontorlandskaber og valgfrie pladser hver eneste morgen, så er det at se deres chef sidde i et åbent kontorlandskab. Medarbejderne bryder sig ikke om at have så meget kontakt med deres daglige chef. De vil uvægeligt føle sig overvåget hele tiden.

Men lige det problem er let at løse, for Corbats underchefer hader givetvis også den beslutning, selv om de udadtil er nødt til at hylde den. For denne løsning betyder også, at man skal finde et mødelokale, der er ledigt, hver eneste gang man skal føre en samtale, der ikke tåler den offentlighed, der er i det åbne rum. Så der går sjældent et par måneder, før de vigtigste chefer trods alt har et glasbur, de sidder i for at signalere en åbenhed, der alligevel er så lukket, at medarbejderne føler sig nogenlunde godt tilpas igen.

Corbat siger selv, at han nøje har undersøgt alle muligheder, men at de åbne kontorlandskaber er bedst, når de er ført igennem på alle niveauer. I andre store amerikanske banker ser man også åbne kontorlandskaber nogle steder. Men alle med en særlig funktion eller en særlig rolle har trods alt et kontor, hvor de kan arbejde og føre private samtaler med medarbejdere eller med kunder.

Og ledelsen har været igennem det hele med medarbejderne og erkender da også, at der har været stillet mange spørgsmål i den forbindelse. Men Corbat mener selv, at det her er nødvendigt, hvis man vil gennemtvinge en ny kultur med, at folk taler med hinanden og tilfældigvis mødes og derfor kommunikerer med nye medarbejdere. Det vil øge produktiviteten, siger Corbat til flere amerikanske medier.

Men spørgsmålet er, om Corbat vil få held til det her, for han lægger heller ikke skjul på, at det også er en spareøvelse, fordi man kan få flere folk presset ind i det åbne landskab. Og ikke så få har advaret ham om, at åbne kontorlandskaber også har en stor minusside, og at det er tvivlsomt, hvor meget produktiviteten stiger. Det er Corbat ligeglad med. Men én ting er sikkert. Hans nye/gamle eksperiment vil blive fulgt af mange – især af de mange, der har knækket halsen på projektet.