Jyske Banks overskud falder trods stigende renteindtægter
Tidligere i oktober opjusterede Jyske Bank sine forventninger til året. Onsdag bekræftes de nye forventninger.

Tidligere i oktober opjusterede Jyske Bank sine forventninger til året. Onsdag bekræftes de nye forventninger.

Jyske Banks renteindtægter endte på knap 2,3 milliarder kroner i tredje kvartal.
Det viser regnskabet, som banken har offentliggjort onsdag morgen.
Det var 83 millioner mere end i samme periode året før.
Til gengæld faldt overskuddet efter skat med 12 procent til 1,3 milliarder kroner.
En del af forklaringen skal findes i markant lavere kursreguleringer, der fortæller om udviklingen for bankens egne værdipapirer.
I perioden endte resultatet på 177 millioner kroner mod 512 millioner kroner i samme kvartal sidste år. Det skyldes til dels stigende renter, skriver banken i sit regnskab.
Måles der på resultaterne for de første ni måneder af året, tegner der sig et lignende billede.
Renteindtægterne står stille, mens investeringsresultatet og bundlinjen går tilbage.
Det endelige regnskab for tredje kvartal er blevet offentliggjort, efter at banken tidligere i oktober løftede sløret for en del af periodens nøgletal.
Det skete, i forbindelse med at der blev foretaget en opjustering af forventningerne for hele året.
Den 12. oktober meddelte Jyske Bank, at den venter et resultat efter skat i intervallet 4,7-5,2 milliarder kroner. Tidligere lød forventningen på 4,3-5,1 milliard kroner.
Her lød det fra den ordførende direktør, Lars Mørch, at opjusteringen var et udtryk for en bredt funderet fremgang, der var drevet af "god kundeaktivitet".
Det budskab gentager han onsdag.
- I 1.-3. kvartal var kundeaktiviteten fortsat høj, den forretningsmæssige fremdrift blev styrket, kreditkvaliteten forblev stærk, hvilket understøtter en opjustering af forventningerne, siger han.
- Vi styrkede samtidig vores position inden for formueforvaltning gennem aftalen om køb af Formuepleje.
Opkøbet af Formuepleje, der er et investeringsselskab, blev offentliggjort i starten af september.
På daværende tidspunkt lød det, at selskabet forvalter cirka 40 milliarder kroner på vegne af 14.000 investorer.
RITZAU