Jyske Bank overtager Nykredits hovedsæde på Kalvebod Brygge fra midten af 2025.

Banken samler dermed sine aktiviteter fra Jyske Realkredits hovedsæde i Lyngby, det tidligere Handelsbanken Danmarks hovedsæde på Havneholmen og bankens kontor på Vesterbrogade.

Det annoncerede banken på Anders Dams sidste dag som ordførende direktør, skriver FinansWatch.

Den store glasbygning på Kalvebod Brygge med navnet Glaskuben har mere end 20.000 kvadratmeter og udsigt til Københavns Havn.

»Flytningen forventes at skabe gode fysiske rammer for medarbejderne, et stærkt fagligt miljø og medfører samtidigt en omkostningssynergi,« skriver Jyske Bank i deres regnskab for tredje kvartal. 

Nykredit flytter efter planen til en anden havnefront længere mod nord: 

De nye kontorer på forventede 28.000 kvadratmeter ligger i Nordhavn. 

I dag sidder medarbejderne fordelt på tre lokationer: Glaskuben, Krystallen og Kalvebod Brygge 47.

De tre bygninger forvaltes af ejendomsinvestoren Nrep, som står for udlejningen af Glaskuben til Jyske Bank.

»De nye lokaler vil skabe gode fysiske rammer for vores medarbejdere og understøtte et stærkt fagligt miljø, når vi samler vores aktiviteter i hovedstadsområdet på en af byens mest centrale adresser. Vi ser Glaskuben som et attraktivt sted for Jyske Banks kunder og medarbejdere, og vi ser frem til samarbejdet med Dades,« siger Torbjörn Egerdal, der er direktør for ejendomme og indkøb i Jyske Bank i en pressemeddelelse.