Junior overtager Ikea Danmark

Mathias Kamprad, søn af stifteren Ingvar Kamprad, overtager ledelsen af Ikea Danmark.

Junior  overtager  Ikea Danmark - 1
Danmark har altid haft en vigtig plads i Ikea-verdenen. Fra 1. <QA0><br>februar overtager Mathias Kamprad chef-stillingen i møbelkoncernen. <br>Foto: Rune Feldt-Rasmussen
Læs mere
Fold sammen
Det bliver ikke nogen hvem-som-helst, der skal bringe Ikea Danmark tilbage på normalt successpor.

Efter det dårligste regnskab i mange år, har Ikea International udpeget den 34-årige Mathias Kamprad til fra 1. februar at overtage den stilling, der blev ledig, da den hidtidige danske Ikea-chef Peter Høgsted 1. september blev flyttet til England.

Mathias Kamprad er den yngste af den 77-årige Ikea-stifter Ingvar Kamprads tre sønner.

Som sine ældre brødre Peter og Jonas har Mathias Kamprad gennem mange år været under optræning til at overtage virksomheden, når deres far engang dør.

Brødrene har allerede overtaget ledelsen og ejerskabet af finansieringsselskabet Ikano Finans med hjemsted i Bruxelles, og de har alle prøvet mange forskellige stillinger inde for Ikea. Allerede med det delte ejerskab af Ikano er brødrene alle blandt Sveriges 30 rigeste med formuer på over tre mia. skr.

Ingvar Kamprads formue opgøres til 300 mia. skr.

Testlaboratorium
Mathias Kamprad arbejder i dag i Storbritannien for Ikea-datterselskabet Habitat (som blev skabt af designeren, Sir Terence Conran), og han har tidligere arbejdet for Ikea i Schweiz og hjemme i Sverige, hvor han bl.a. har arbejdet i afdelingerne for lamper, glasting og børn - og lavet produktudvikling sammen med Ingvar Kamprad selv.

Danmark har altid haft en vigtig plads i Ikea-verdenen.

Peter Høgsted fik lov til at drive afdelingen som en slags testlaboratorium, hvor han bl.a. vakte opsigt med lønstigninger på 5.000 kr. pr. måned til kassedamerne for et år siden.

At det seneste årsresultat blev det dårligste i mange år, betød ikke at der var underskud - kun at overskuddet var ringere end normalt, nemlig 43 mio. kr. ud af en omsætning på 1,2 mia. kr. Høgsteds konstituerede afløser, Peter Stenberg, vender tilbage til sin stilling som salgschef.

Vigtigt Ikea-land
Ikea har også i mange år haft sin internationale afdeling placeret i Danmark, nemlig ved Louisiana i Humlebæk.

Den måtte lukkes for halvandet år siden, da man ikke kunne opnå tilladelse til en nødvendig udvidelse, og afdelingen blev trukket på den anden side af Øresund, til Helsingborg.

Det var ikke muligt i går at få en kommentar fra Mathias Kamprad, der angiveligt var på rejse i Storbritannien, og hovedkvarteret i Sverige var lukket på grund af svensk helligdag.