Johnson & Johnson indgår milliardforlig med kræftramte sagsøgere
Et ti år langt retsligt opgør om asbest i Johnson & Johnsons babypudder er foreløbig afsluttet efter forlig.

Et ti år langt retsligt opgør om asbest i Johnson & Johnsons babypudder er foreløbig afsluttet efter forlig.

Medicinalselskabet Johnson & Johnson har indgået et forlig på 5,5 milliarder dollar angående påstande om, at dets babypudder og andre talkumprodukter forårsager kræft i æggestokkene.
Det oplyser Johnson & Johnson mandag.
Det svarer til 36,1 milliarder kroner.
Ifølge selskabet vil forliget afgøre omkring 69.000 sager, der er samlet ved en forbundsdomstol, samt relaterede sager ved delstatsdomstole.
Sagsøgernes advokater bekræfter aftalen og udtaler, at det er en god løsning efter et ti år langt retsligt opgør.
Aftalen skal stadig godkendes af den dommer, der fører tilsyn med retssagen ved forbundsdomstolen.
Flere tusinde amerikanere har lagt sag an mod Johnson & Johnson, fordi de mener, at de har fået kræft, efter at de som børn blev udsat for giftige stoffer fra Johnson & Johnsons babypudder og andre af selskabets talkumprodukter.
Det er blevet påstået, at talkumprodukterne indeholder asbest. Asbest er kræftfremkaldende.
Johnson & Johnson vandt i sidste uge en vigtig retslig sejr, da en forbundsdommer såede tvivl om de enkelte sagsøgeres evne til at bevise, at netop talkum var årsag til deres kræft i æggestokkene.
Virksomheden har afvist, at dens talkumprodukter forårsager kræft. Den fastholder, at dens talkum ikke indeholder asbest.
Selskabet stoppede dog salget af talkumbaseret babypudder i USA i 2020 og skiftede i stedet til et majsstivelsesprodukt. Årsagen var det, som Johnson & Johnson kaldte for misinformation.
Nyhedsbureauet Reuters afdækkede i 2018, hvordan Johnson & Johnson angiveligt i årtier var klar over, at dets talkum af og til indeholdt kræftfremkaldende asbest.
Johnson & Johnsons vicedirektør for retssager, Erik Haas, udtaler, at der ikke er noget grundlag for søgsmålene, og at selskabet indgår forliget for at få afsluttet sagen.
Han siger, at selskabet er overbevist om, at det "i sidste ende ville have vundet ved yderligere retssager, ligesom det har i langt størstedelen af de sager, der hidtil har været for retten".
- Denne løsning giver selskabet mulighed for at lægge den her sag bag sig og forblive fokuseret på sin mission om at udvikle medicin og udstyr, der redder liv, siger han.
Det er ikke første gang, at et af selskabets produkter har skabt bekymring om mulige bivirkninger.
Herhjemme huskes Johnson & Johnson muligvis bedst for, at selskabet tjente mange milliarder på sin coronavaccine under pandemien.
I Danmark var vaccinen en del af det officielle vaccinationsprogram, men den endte med at blive pillet ud. Det skyldtes bekymringer om alvorlige bivirkninger.
RITZAU/Reuters