Jobbørs med fritidsjob for unge indvandrere

Danske virksomheder tilbyder på særlig jobbørs unge med indvandrerbaggrund fritidsjob - op mod 100 unge kan formentlig få ekstra lommepenge på den konto.

Unge flygtninge og indvandrere får nu en særlig mulighed for at få et skaffe sig et fritidsjob, når 13 kæder- og virksomheder mandag eftermiddag åbner døren for en jobbørs for fritidsarbejde på Blågårds Plads på Nørrebro i København.

Den særlige jobbørs for unge tosprogede er arrangeret i samarbejde med Dansk Erhverv, Københavns Kommune og Foreningen Nydanskere og har fået økonomisk støtte af Integrationsministeriet. Initiativtagerne venter, at mellem 200 og 300 unge tosprogede mellem 15 og 18 år besøger fritidsbørsen, hvor blandt andet Dansk Supermarked, Coop Danmark, H&M, Bestseller, Hilton Copenhagen, Unicef, biblioteker i Københavns Kommune, 7-eleven, Silvan, og Block Booster og Select Service Partner, der driver caféer i Københavns Lufthavn og Hovedbanegården, søger arbejdskraft i netop den aldersgruppe.

Iværksætter Janne Halling, der har fået idéen sammen med to andre kvinder, forventer, at 50 unge med udenlandsk baggrund kan gå fra jobbørsen mandag eftermiddag med et fritidsjob på hånden, mens mindst 50 andre har fået en aftale om en nærmere jobsamtale.

/ritzau/